Avis: Facebook vil bygge kæmpe datacenter i Odense

Det ventes, at en amerikansk investering i et anlæg til datacentre vil skabe 1200 job.

Odense er blot den tredje by uden for USA, hvor Facebook vil opføre et datacenter, skriver Fyens Stiftstidende. (Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

Det amerikanske selskab Facebook er på vej med et gigantisk datacenter, der skal ligge syd for Odense.

It-giganten vil ifølge avisens oplysninger bygge tre store serverhaller og yderligere en række tilbygninger på i alt 184.000 kvadratmeter under tag i erhvervsområdet Tietgenbyen.

Avisen fremlægger ikke konkrete tal for investeringen, men der skulle være tale om milliarder.

Det ventes at skabe 1200 job i forbindelse med byggeriet af anlægget, som et britisk entreprenørfirma skal stå for.

Erfaringer fra Sverige

Når datacentret står færdigt kan det føre i tusindvis af yderligere job med sig både på og uden for datacentret, skriver Fyens Stiftstidende. Avisen bygger det på erfaringer fra Luleå i Sverige, hvor Facebook driver et lignende anlæg.

Odense er blot den tredje by uden for USA, hvor Facebook vil opføre et datacenter.

Arealet på godt 500.000 kvadratmeter er på papiret købt af et firma med navnet Cassin Networks ApS, som betaler Odense Kommune 68 millioner kroner for grunden.

Reelt er det dog Facebook, der står bag Cassin Networks og dermed bag opkøbet i Tietgenbyen.

Ingen kommentarer

Odense Kommune har ikke ønsket at kommentere oplysningerne. Det har heller ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra Facebooks talsmand i Norden eller Udenrigsministeriets Invest in Denmark.

Byggeriet er allerede ved at tage form. Prisen er ukendt, men i Luleå medførte opførelsen af én datahal en investering på cirka 3,8 milliarder svenske kroner.

Facebooks datacenter i Odense bliver større end anlægget i Luleå, hvis det opføres som skitseret i dokumenter, som Fyens Stiftstidende har set.

By- og kulturrådmand Jane Jegind (V) siger til DR Nyheder, at hun ikke har nogen kommentarer. Det har stadsdirektør Stefan Birkebjerg heller ikke, og borgmester Anker Boye (S) er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

/ritzau/ DR Nyheder