Avis: Saab går i betalingsstandsning

Saab går i dag i betalingsstandsning, skriver den svenske avis Dagens Industri. Lige nu er der krisemøde i Saabs bestyrelse.

Saab går i dag i betalingsstandsning, skriver den svenske avis Dagens Industri. Lige nu er der krisemøde i Saabs bestyrelse. (Foto: Scanpix)

Den svenske bilproducent Saab går i betalingsstandsning her klokken 11 i dag, skriver den svenske avis Dagens Industri.

DR Nyheder har været i kontakt med en ledende medarbejder på fabrikken i Trollhättan.

Han ønsker at være anonym, men fortæller, at medarbejderne igennem længere tid har arbejdet sammenbidt - uden at overveje strejke eller andet. Alligevel har det virket som om GM har taget beslutningen om at dumpe Saab.

- Vi ved slet ikke, hvad der skal ske nu, men vi håber alle sammen på en eller anden pengestærk køber fra Asien, siger han.

GM kræver statshjælp

I går besluttede den amerikanske bilkoncern General Motors, at Saab skulle udskilles som et selvstændigt selskab fra 1. januar næste år.

Derfor kan det ende med en konkursbegæring for Saab, hvis ikke den svenske stat kommer på banen med en hjælpepakke på 600 mio. dollars, som GM har krævet.

Men hidtil har den svenske regering pure afvist at skride ind for at bevare de godt 4.000 arbejdspladser på den svenske fabrik i Trollhättan.

Konkurs vil ramme tusinde svenskere

Det samlede antal, der indirekte arbejder med Saab er dog langt højere end de 4500 personer på fabrikken i Trollhättan. Samlet set vil 25.000-30.000 job i Sverige blive berørt, hvis Saab går ned.

Bestyrelsesmødet, der begyndte klokken 11, ventes at vare i nogle timer, og ifølge IF Metall ventes det også, at der senere i eftermiddag skal være møde med Saabs daglige ledelse og med repræsentanter for medarbejderne.

Facebook
Twitter