Baggrund: Bliv klogere på Danmarks fastkurspolitik

Danmark har ført en såkaldt fastkurspolitik i 33 år. Siden 1982 har kronen været låst fast til først D-marken og siden euroen. Her får du forklaringen på hvorfor.

Kursen på danske kroner har ligget fast siden 1982. (Foto: DR- Johnny Krone)

Siden 1982 har Danmark haft en fastkurspolitik over for først den tyske D-mark og fra 1999 over for euroen.

Det betyder, at der hele tiden er det samme vekselforhold mellem danske kroner og euroen. Men da det er umuligt at fastholde kursen helt præcist, er det aftalt, at kursen må svinge med 2,25 procent til hver side af den faste kurs.

Fastkurspolitikken har store fordele for erhvervslivet. Når danske virksomheder sælger varer til andre eurolande, kan de være sikre på, at de kan omveksle betalingen i euro til danske kroner til en fast kurs - deraf navnet fastkurspolitik.

- Den faste kurs er meget vigtig for erhvervslivet. Størstedelen af vores eksport går til eurolande, og det er vigtigt, at vi kan være sikre på, at kronen har et fast vekselforhold til euroen, siger Michael Stæhr, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Stor risiko ved flydende kurser

Den samme sikkerhed har virksomheder ikke over for eksempelvis dollars, hvor kursen mellem dollars og kroner kan svinge meget.

Den danske krone er som sagt låst fast til euroen, men når det gælder dollaren, så taler man om flydende valutakurser.

Euroen (og altså også den danske krone) flyder frit i forhold til dollars. Det betyder, at det er markederne, der fastsætter kurserne på euro og dollars. Er der stor efterspørgsel efter euro, så stiger euro-kursen, er der stor efterspørgsel efter dollars, så stiger dollarkursen.

- Der er en større risiko for virksomheder, som sælger varer til USA og fakturerer i dollars. Her kan kurserne svinge meget på kort tid, og det giver en usikkerhed for, hvor mange kroner man egentlig kan veksle sine dollars til, hvis man først får betalingen om eksempelvis tre måneder, siger Michael Stæhr.

Når det gælder flydende valutaer må virksomheder leve med den større usikkerhed eller bruge penge på at tegne en kurssikring af deres betalinger.

Schlüter indførte fastkurspolitikken

Den faste kurs blev vedtaget af regeringen under Poul Schlüter i 1982. Det blev set som et opgør med 70'ernes politik, hvor politikere ofte devaluerede den danske krone.

En devaluering betyder, at politikerne sænker værdien af kroner. Når danske kroner bliver mindre værd, så får udenlandske virksomheder altså flere kroner, når de veksler deres dollars eller andre valutaer til danske kroner. Dermed bliver danske varer billigere i udlandet, og det styrker eksporten.

Samtidig bliver det dyrere at importere varer, så alt i alt får økonomien en saltvandsindsprøjtning.

Devalueringer skabte usikkerhed i 70'erne

Der er dog også ulemper forbundet med at devaluere. De vigtigste er, at når et land ofte devaluerer sin valuta, så mister udlandske investorer tiltroen til Danmark og danske kroner.

Derfor vil udenlandske virksomheder holde igen med investeringer i Danmark af frygt for, at en devaluering pludselig vil udhule værdien af deres investeringer.

Samtidig vil udenlandske investorer eksempelvis kun købe danske stats- eller realkreditobligationer, hvis de får en høj rente, der kan opveje risikoen for en kommende devaluering.

Det var en af årsagerne til, at Danmark opgav strategien med devalueringer og i stedet valgte fastkurspolitikken i 1982.