BAGGRUND Korruptions-skandale med Mærsk-forbindelse ryster Brasilien

Brasiliansk korruptionssag er en sprængfarlig cocktail, der har tråde til den politiske elite heriblandt præsidenten.

Det statskontrollerede olieselskab Petrobras er involveret i en omfattende sag om korruption og bestikkelse for milliarder af kroner. (Foto: Scanpix)

Hvidvaskning af penge, korruption, bestikkelse og karteller, der har pumpet priserne op.

Læg dertil at de folk, der har hevet en fortjeneste ud af arrangementet er velrenommerede virksomheder, topdirektører og fremtrædende politikere. 

Sagen om Petrobras er en af den type erhvervsskandaler, der har samlet alle de værste unoder under hatten økonomisk kriminalitet. 

Hvidvask af penge    

Det hele begyndte for lidt over et år siden, da det brasilianske politi efter længere tids efterforskning skred til anholdelser.

'Operação Lava Jato', der betyder operation bilvask, blev sat i gang.

Navnet er ikke tilfældigt, for efterforskningen viste, at en stor mængde penge tilsyneladende var blevet vasket hvide på en tankstation med dertilhørende vaskehal.

Korruption blev norm

I første omgang blev 24 personer anholdt - heriblandt en masse direktører i Petrobras, der er anklaget for at have taget imod bestikkelsespenge.

Siden er sagen vokset enormt og over 110 personer er i øjeblikket anklaget for forskellige former for økonomisk kriminalitet.

Politiets bevismateriale består blandt andet i en række belastende udsagn fra tidligere direktører og ledende medarbejdere i Petrobras, der nu er anholdt i sagen.

Den tidligere Petrobras-direktør Paolo Roberto Costa er et af politiets kronvidner i Petrobras-skandalen. Costa har blandt andet fortalt, at han har taget imod penge fra Mærsks agent i Brasilien for at give den danske virksomhed inside oplysninger om Petrobras. (Foto: Scanpix)

Ifølge politiet fungerede der i perioden fra 2004 og frem til anholdelserne i 2014 et organiseret korrupt systemt i Petrobras. Bestikkelse var mere reglen end undtagelsen, hvis man ville have ordrer, oplysninger eller andet fra direktører og ledende medarbejdere i Petrobras.

Guld for tavshed

Ifølge politiet resulterede det blandt andet i, at underleverandører kunne bestikke sig til order fra Petrobras. Til gengæld fik de gunstige vilkår, fordi en ring af underleverandører ifølge politiet slog sig sammen og aftalte kunstigt høje priser.

Som tak for ordrer til milliarder brugte selskaberne store summer på at bestikke ledelsen i Petrobras og politikere i virksomhedens bestyrelse.

Blandt de anklagede er fem af de største brasilianske entreprenørselskaber.

Udenlandsk link

En del udenlandske virksomheder er også blevet fedtet ind i Petrobras-sagen. Multinationale selskaber som danske Mærsk, britiske Rolls-Royce og hollandske SBM Offshore er blevet involveret i sagen.

Mærsk afviser det brasilianske politis beskyldninger om, at en ledende medarbejder i Mærsk Supply har deltaget i bestikkelse gennem en mellemmand for at få inside oplysninger om Petrobras.

Den tidligere Petrobras-direktør Paolo Roberto Costa er et af politiets kronvidner i Petrobras-skandalen. Costa har blandt andet fortalt, at han har taget imod penge fra Mærsks agent i Brasilien for at give den danske virksomhed inside oplysninger om Petrobras. (Foto: Scanpix)

Det er ikke rejst sigtelse mod Mærsk, men bagmandspolitiet i Danmark er gået ind i sagen og samarbejder nu med det brasilianske politi om efterforskningen.

SBM Offshore siger, at de samarbejder med efterforskerne og Rolls-Royce siger, at de 'ikke accepterer nogen som helst form for urene forretningsmetoder'.

Præsidenten var formand

Sagen har også tråde til den absolutte politiske elite. Brasiliens præsident Dilma Rousseff var for eksempel bestyrelsesformand for Petrobras fra 2003 til 2010, hvor hun samtidig sad som energiminister og stabschef under forgængeren Lula da Silva.

Det er dog endnu ingen tegn på, at Dilma Rousseff bliver anklaget i sagen - hverken i  form af en straffesag eller en rigsretssag.

Men 57 brasilianske politikere fra alle sider af parlamentet bliver efterforsket i sagen. Mange af dem har siddet i bestyrelsen for det statskontrollerede Petrobras samtidig med, at den massive korruption fandt sted.

Politiet mener blandt andet, at en række fremtrædende politikere fra præsidentens parti, Arbejderpartiet, har taget imod bestikkelse for deres tavshed.

Blandt de anklagede er medlemmer af præsident Dilma Rousseffs indre cirkel, så som Arbejderpartiets kasserer João Vaccari.

Knæk på den nationale stolthed

Miseren har efterladt det brasilianske folk desillusionerede. Man taler om, at sagen har ramt Brasilien på den nationale stolthed.

For Petrobras er som navnet antyder en virksomhed, der har bidraget til den brasilianske nationalfølelse på linje med fodboldlandsholdet, samba og caipirinha.

Petrobras' logo i nationens grønne og gule farver toner frem overalt i det brasilianske vejlandskab i form af små tankstationer, der giver næring til at holde hjulene i gang.

Og i de senere år har brasilianerne vænnet sig til, at landets økonomiske hjul har ræset af sted i en forrygende fart, men det er slut nu og sammenfaldet med Petrobras-skandalen tidsmæssigt gør bare vreden endnu stærkere.

Væk med Dilma

Fra at have været et fremadstormende land med rekordstore vækstrater er den økonomiske fremgang gået i stå.

Samtidig er håbet om at tidligere tiders samfund hvor korruption og økonomisk vinding, der kun kommer de velstillede til gode, brast med Petrobras-sagen.

Frustrationen over Petrobras-sagen fik i foråret brasilianere på gaden i tusindvis, hvor de demonstrerede mod de korrupte erhvervsfolk og politikere. Demonstranterne krævede præsident Dilmas afgang gerne gennem en rigsretssag.

  • Tusinder af vrede brasilianere demonstrerede søndag over hele Brasilien. De forlanger en rigsretssag mod regeringen og præsident Dilma Rousseff. (Foto: NACHO DOCE © Scanpix)
  • Vreden har været stigende i takt med, at en undersøgelseskomite har afdækket omfattende korruption med udspring i det nationale olieselskab Petrobras siden 90'erne. Her er demonstranterne på Cobacabana strand i Rio de Janeiro. (Foto: RICARDO MORAES © Scanpix)
  • Indtil videre skønnes det, at mindst tre milliarder dollar uretmæssigt har forladt det statskontrollerede firma, og korruptionen har spredt sig i de brasilianske eliter. Senest er kasseren i det regerende arbejderparti, en fra indercirklen omkring præsidenten, blevet tiltalt for korruption. (Foto: NELSON ALMEIDA © Scanpix)
  • Dilma Rousseff blev med en snæver sejr genvalgt ved det brasilianske valg i oktober måned 2014, og siden har modvinden taget til. Flaget her viser en karikatur af præsidenten på Cobacabana strand i Rio de Janeiro. (Foto: PILAR OLIVARES © Scanpix)
  • Dilma Rousseff nægter kendskab til den omfattende korruption, men det tror demonstranterne ikke på. Rousseff var nemlig præsident for Petrobras fra 2003-2010. Her et banner med teksten 'impeachment', der på dansk betyder rigsretssag. (Foto: Miguel Schincariol © Scanpix)
  • Efterforskningen har vist, at Petrobras har været set som en pengekasse for magthaverne, der har trukket penge ud til blandt andet partikasser og kampagner. Her holder demonstranter en papfigur af Dilma Rousseff i fangetøj. (Foto: NELSON ALMEIDA © Scanpix)
  • Her er det demonstranter i Brasiliens største by Sau Paulo. Spørgeskemaundersøgelser har vist, at to tredjedele af den brasilianske befolkning ønsker en rigsretssag mod regeringen og Dilma Rousseff på trods af, at anklagerne har sagt, at hun ikke vidste noget. (Foto: PAULO WHITAKER © Scanpix)
  • Samme spørgeskemaer viser dog også, at samme to tredjedele, der ønsker en rigsretssag, ikke tror, at en rigsretssag vil få hende til at forlade posten. På bannerne står der blandt andet 'ud med arbejderpartiet', hvilket Rousseff er medlem af. (Foto: JEFFERSON BERNARDES © Scanpix)
1 / 8

De lykkedes dog ikke med deres forehavende, for hun er stadigvæk landets leder og der er ikke indledt en rigsretssag.

Gæld op over begge ører

Petrobras hænger lige nu i laser økonomisk. Gælden i virksomheden står i 723 milliarder kroner og selskabets revisor PwC har nægtet at underskrive selskabets seneste kvartalsregnskab.

Det betyder, at Petrobras ikke kan hente ny kapital på det globale obligationsmarked.

Økonomen Samuel Pessoa har overfor for New York Times vurderet, at krisen i Petrobras vil betyde, at Brasiliens vækst i 2015 vil falde med 0,75 procent, og at det er nok til at sende Brasilien ud i en mild recession.

Petrobras opgjort, at der er blevet fiflet for kontrakter til en værdi på over 400 milliarder kroner.

Det er foreløbigt anslået, at ansatte i Petrobras, politikere og andre på ulovlig vis er taget minimum 53 milliarder danske kroner ud af selskabet i perioden 2004-2012. Det svarer til to og en halv Storebæltsbro købt i 1988-priser, som var det år, hvor man begyndte at anlægge broen.

Kilder: New York Times, Bloomberg Business og Financial Times.

Facebook
Twitter