Bank: 2012 bliver et magert år

Nordea kommer med en trist prognose over dansk økonomi i 2012. Den byder på lavere eksport og boligpriser, men højere arbejdsløshed og privat forbrug.

Nordea kommer med en trist prognose over dansk økonomi i 2012. Den byder på lavere eksport og boligpriser, men højere arbejdsløshed og privat forbrug. (© Colourbox.com)

Hvis dansk økonomi var en bil, der skulle til service, ville mekanikeren sige omtrent sådan her:

- Den ser lidt rusten ud for tiden, og nu må vi se at få sat lidt mere turbo på den.

Ordene kommer fra Helge Pedersen, der er cheføkonom i Nordea. Banken udkommer i dag med en noget trist prognose for, hvordan dansk økonomi vil udvikle sig næste år.

- Vi står faktisk nu formentlig over for en ny teknisk recession. Der er ikke meget gang i hverken det private forbrug, investeringsaktiviteten eller eksporten, siger han.

Højere arbejdsløshed

Begrebet teknisk recession bliver brugt, når et lands vækst er faldet et halvt år i træk. I Danmark var der et fald væksten i årets tredje kvartal, og Nordea forventer også, at væksten vil negativ i fjerde kvartal.

Ifølge Nordea vil arbejdsløsheden stige frem til midten af 2012, hvor der vil komme 10.000 flere ledige.

Banken forudser også, at boligpriserne vil falde - dog kun en smule. Og så vil de danske virksomheder eksportere en hel del mindre, end de normalt gør.

- Det bliver et magert år, konkluderer Helge Pedersen.

Lys i mørket

Der er dog også lyspunkter. Nordea forventer for eksempel, at vores private forbrug vil stige en smule, når efterlønsbidragene bliver udbetalt i løbet af 2012.

Banken forventer også, euroen består, og at der kommer styr på gældskrisen i Europa. Men hvis det ikke sker, vil det markant ændre hele prognosen for Danmark.

- Så kan vi komme i den sitation, at ragnarok bryder løs igen på de finansielle markeder. Så kan vi ikke undgå en relativ kraftig økonomisk recession, siger Helge Pedersen.