Bankekspert: Fusion får ingen betydning for forbrugerne

Selvom Jyske Bank og BRF Kredit lover at kunne præsentere en bred vifte af produkter, vil der ikke være et stort nok incitament for at skifte realkreditlån, vurderer ekspert.

Direktør i Mybanker, Jon Norden, tror ikke, at forbrugerne vil komme til at mærke fusionen mellem Jyske Bank og BRF Kredit - for dem vil det være "business as usual" vurderer han. (© DR)

Man skal ikke forvente at kunne finde en stor gevinst på sit realkreditlån, blot fordi Jyske Bank og BRF Kredit nu har valgt at fusionere.

Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra forbrugerguide-siden Mybankers direktør, John Norden.

- På den korte bane betyder det nok ikke så meget, for som udgangspunkt vil det ikke kunne svare sig at skifte over, forklarer han.

- Renten er meget ens i de forskellige realkreditinstitutter. Det er mere bidragene og kursskæringerne, altså de omkostninger, der kan være på lånene, som kan være lidt forskellige.

En bred vifte af tilbud

Meldingen er dog en lidt anden hos afgående direktør i BRF Kredit Sven A. Blomberg, der efter fusionen bliver direktør for private banking udland i Jyske Bank.

Sammenlægningen af de to virksomheders forretningsmodeller skaber nemlig en totalleverandør af finansielle produkter til alle kundegrupper, og udbuddet af disse produkter vil ændre sig, mener Sven A. Blomberg.

- Vi kan tilbyde bredere produktvifte, og vi kan være på markedspladsen på nogle flere steder end hidtil, forklarer han.

DR'er erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin mener også, at kunderne vil kunne mærke fusionen på en positiv måde.

- Det er godt for kunderne, ingen tvivl om det. Det vil give øget konkurrence, og BRF vil komme mere ind i spillet, end de var tidligere, siger Nina Munch-Perrin.

Business as usual

John Norden holder dog stadig fast i, at fusionen ikke vil give forbrugerne et decideret økonomisk incitament til at skifte.

Det er først, når man som forbruger alligevel skal optage et realkreditlån, lånet skal refinansieres eller afdragsfriheden udløber, at det vil give mening at skifte, mener han.

- Og hvis det så kan svare sig, så kan man gøre det, siger han.