Banker blæser på kreditvurdering i kamp om andelsboligkunders gunst

Det er dybt problematisk, at pengeinstitutter yder risikable lån, mener Finanstilsyn.

(Foto: Mathias Løvgreen © Scanpix)

Bankernes kamp om boligkunder fortsætter.

Og i iveren efter at låne penge ud til folk, der står overfor et andelskøb, forsømmer flere danske pengeinstitutter deres pligt til at foretage en grundig kreditvurdering, inden pen bliver sat til papir.

Det er en af konklusionerne i en redegørelse fra Finanstilsynet, der har undersøgt lånebevillinger hos Danske Bank, Nykredit Bank, Arbejdernes Landsbank, Lån & Spar Bank, Sparekassen Kronjylland og Sparekassen Sjælland-Fyn.

- I de områder, hvor andelsboligpriserne stiger mest, yder banker i nogle tilfælde for ukritisk lån, som er risikobetonede, hvis priserne pludselig falder, siger vicedirektør i Finanstilsynet, Kristian Vie Madsen.

Problematisk vurdering

I januar 2016 udstedte Finanstilsynet en vejledning, der skal klæde banker bedre på i deres kreditvurdering af privatkunder, som ønsker at købe andelsbolig i vækstområder som København og Århus.

Af tilsynets inspektionsredegørelser fremgår det dog, at pengeinstitutter i flere tilfælde har bevilget lån til kunder uden tilstrækkeligt robust økonomi eller passende egenfinansiering.

Nogle pengeinstitutter har ifølge redegørelserne heller ikke forholdt sig til den reelle værdi af andelsboligforeningens ejendom, men testet boligens værdi ved at sammenligne kvadratmeterprisen med kvadratmeterpris for en tilsvarende ejerlejlighed.

I alle tilfælde er der tale om dybt problematiske vurderinger, påpeger Finanstilsynets vicedirektør.

- Når der er fart på markedet, kan kunder føle sig presset til at takke hurtigt ja til en bolig, uden at se sig grundigt for. Gør banken det heller ikke, kan kunder ende med en bolig, de ikke har råd til.

- Konsekvenserne er ikke store, mens økonomien er god og renterne lave, men hvis bankerne kører videre som nu, kan de på sigt få mange kunder, der klarer sig skidt i en økonomisk nedtur. De er hverken godt for kunder eller bankerne selv, siger Kristian Vie Madsen.

Påbud til pengeinstitutter

Undersøgelsen af de seks bankers bevillinger har fået Finanstilsynet til at indskærpe, at institutterne skal udvise større forsigtighed ved fremtidige bevillinger og være mere opmærksomme på tilsynets vejledninger.

Pengeinstitutternes brancheorganisation, Finans Danmark, understreger, at tilsynets påbud er taget til efterretning.

- Det er i alles interesse, at der bliver givet sunde, forsvarlige lån. Derfor fortsætter vi dialogen med tilsynet om at få reglerne til at fungere bedst muligt for alle og skabe de afklaringer, der er behov for, siger Peter Jayaswal, direktør for realkredit og ejendomsfinansiering hos Finans Danmark.

Gå din økonomi igennem

Seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen opfordrer forbrugere til at overveje, om privatøkonomien kan holde til uforudsigeligheder, inden de søger råd hos deres pengeinstitut.

- Konkurrence i bankverdenen er godt. Det giver bedre og billigere lån til kunderne. Men når banker går på kompromis med kreditvurderinger, er man nødt til at være opmærksom på, om man løber en risiko med den beslutning, man tager, inden der bliver skrevet under, siger Morten Bruun Pedersen.

Facebook
Twitter