Banker indfører nye gebyrer for brug af netbank

Flere af de største banker begynder at tage penge for brug af netbank, der hidtil har været gratis.

De største banker er begyndt at tage betaling for at bruge netbanken. (Foto: © Jonas Vandall Ørtvig, Scanpix)

Det er ikke længere en selvfølge, at det er gratis at drive privatøkonomi igennem netbank.

En undersøgelse som Mybanker har gennemført for DR Nyheder, viser, at fire af de største ti banker herhjemme har indført gebyrer på ydelser på netbank, der før har været gratis for alle kunder. Yderligere en bank har hævet deres gebyr. Det er sket i løbet af de sidste fem år.

Det er primært de kunder, der har et mindre engagement med banken, der må til lommerne, når de betaler deres regninger elektronisk.

Fire af de ti største banker herhjemme tager gebyr for at give deres basiskunder adgang til netbank.

Basiskunder er i analysen defineret sådan, at alle skal kunne blive det. Det vil sige, der er ikke krav om formue eller lån af en vis størrelse. Derimod kan der godt være andre betingelser, eksempelvis at man skal have en nemkonto og/eller visadankort.

- Der begynder at komme nogle gebyrer på brug af netbank, som vi ikke har set før. Hvis ikke man ser sig for, så kan der faktisk være ret stor forskel på den dyreste og billigste netbank for en ganske almindelig kunde, der bare skal bruge en bankkonto med netadgang, siger John Norden, der er partner i Mybanker, der lever af at sammenligne bankernes produkter.

De 'gode kunder' får det gratis

Jyske Bank er blandt de banker, der har varslet nye gebyrer på netbank-ydelser, der hidtil har været gratis også for bankens basiskunder. Gebyrerne bliver indført 1. juni i år. Herefter kommer det til at koste 100 kroner om året at have en netbank-adgang hos Jyske Bank.

Det kommer desuden til at koste to kroner per indbetalingskort, der bliver betalt elektronisk via netbanken. Jyske Bank indfører også et gebyr på 200 kroner for at få et visadankort. Banken mener, at deres nye gebyrer er naturlige og rimelige.

- Som alle andre forretninger, så kigger vi løbende på vores struktur, og her har vi set, at der er nogle ydelser, som vi stiller gratis til rådighed, som vi gerne vil have betaling for, siger Hanne Møller, der er forretningsdirektør i afdelingen privat i Jyske Bank.

Hos Jyske Bank lægger man ikke skjul på, at man honorerer de kunder, der har et stort engagement hos banken i form af flere konti og lån.

- Hvis man kun har en enkelt konto hos os, men gerne vil have både visadankort og netbank, så kommer man til at betale for det. Men hvis man har både sin lønkonto, sin budgetkonto og NemKonto hos os, så har vi et langt bedre overblik over kundes økonomi, og det vil vi gerne anerkende og stille ydelser gratis til rådighed, siger Hanne Møller.

A og b hold

Hos Forbrugerrådet Tænk mener man, at bankerne er med til at gøre livet surt for mennesker, der i forvejen har en stram økonomi.

- Der er et a og b hold, når man er kunde i en bank. De kunder der har et stort forretningsomfang med bankerne, de får nogle betydelige bedre fordele end de kunder, der ikke har så stort et forretningsomfang med banken og måske en lidt svagere økonomi. Det er dyrt at være fattig, siger Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Selv om det ikke lyder af meget, når bankerne begynder at tage et par kroner for at betale regninger via netbank skæpper det samlet set i kassen.

- Selvom det lyder af små beløb betyder det en stor indtjening for banken, når man ser på den samlede masse, siger Morten Bruun Pedersen.

Han mener, at de nye gebyrer vender den tunge ende nedad, fordi man rammer en masse folk, der i forvejen har en stram økonomi.

- Først så får de os over på en digital løsning, hvor de sparer en masse omkostninger fremfor manuelle løsninger, og så tager de en masse nye gebyrer, der dermed øger deres indtjening betydeligt.