Banker lokker med konfirmand-renter på op til ti procent

Der er stor forskel på top og bund i Mybankers årlige oversigt over konfirmandrenter.

Det kan betale sig at finde en bank med gode renter på en konfirmationskonto. Det viser Mybankers årlige gennemgang af bankernes renter til konfirmander. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Konfirmationssæsonen er i gang, og de næste måneder skal tusindvis af unge mennesker forbi kirkealteret for at bekræfte deres kristne tro.

Traditionen tro er det dog snarere fest og gaver, som fylder hos de unge, måske særligt de store pengegaver, hvoraf mange ender på en nyoprettet bankkonto.

- Konfirmander får jo mange penge i gaver i dag, og så synes vi godt, vi kan tilbyde en god rente og komme i dialog med konfirmanden. Det er en god måde at lære at spare op ved at have penge stående i banken, siger Jens Odgaard, der er direktør i Hvidbjerg Bank.

Den nordvestjyske bank tilbyder i år 10 procent i rente til konfirmander, der vælger at oprette en konto i banken i forbindelse med deres konfirmation.

Og det vel at mærke i en tid, hvor de fleste bankkunder får nul procent i indlånsrente på en helt almindelig lønkonto.

Nye kunder og forældrepleje

Dermed indtager Hvidbjerg Bank øverste plads på listen over de højeste indlånsrenter til konfirmander.

Det viser en gennemgang foretaget af sammenligningstjenesten Mybanker.

- Bankerne konkurrerer om at få kunder, så dels handler det her om at bevare nuværende kunder ved at give attraktive tilbud til konfirmanden, og så håber banken, at den også gør forældrene en tjeneste, siger Ulrik Marschall, kommunikationschef hos Mybanker.

- Samtidig er det en måde at starte et forhold op til de unge konfirmander, som forhåbentlig vil have banken i tankerne, den dag de skal ud at have et boliglån eller bruge banken på en anden måde, fortsætter han.

De højeste konfirmationsrenter

  1. 1

    Hvidbjerg Bank: 10% (op til 30.000 kroner). Familien skal være kunde.

  2. 2

    Sparekassen Djursland: 5,0% (op til 30.000 kroner).

  3. 3

    Frøs Sparekasse: 5,0% (op til 25.000). Familien skal være kunde.

  4. 4

    Fanø Sparekasse: 8,0% (op til 15.000 kroner).

  5. 5

    Arbejdernes Landsbank: 5,0% (op til 25.000).

  6. 6

    Danske Bank: 4,0% (op til 25.000). Pengene bindes et år.

  7. 7

    Skjern Bank: 4,0% (op til 25.000)

  8. 8

    Sparekassen Vendsyssel: 4,0% (op til 25.000). Modtager desuden en gave.

  9. 9

    Sparekassen Kronjylland: 5,0% ( op til 15.000 efterfølgende 2 %).

  10. 10

    Nordjyske Bank: 3,5% (op til 25.000 kroner). Modtager desuden en gave.

  11. 11

    Djurslands Bank: 4,0% (op til 15.000 kroner - efterfølgende 2 % i rente). Modtager desuden en gave.

  12. 12

    Sparekassen Bredebro: 3,0% (op til 30.000 kroner). Modtager desuden en gave.

  13. 13

    Andelskassen: 4,1% (op til 15.000 kroner). Modtager desuden en gave.

  14. 14

    Jutlander Bank: 4,0% (op til 15.000 kroner)

  15. 15

    Spar Nord Bank: 4,0% (op til 15.000 kroner)

  16. 16

    Sparekassen Sjælland-Fyn: 3,0% (op til 15.000 kroner)

  17. 17

    Sparrekasen for Nørre Nebel: 0,30% (modtager en gave)

  18. 18

    Vestjysk Bank: 0,25%. Pengene bindes et år.

  19. 19

    Middelfart Sparekasse: 0,05% (modtager en gave)

  • Oversigten er ranglistet efter højeste saldo i alt ved et indskud på 25.000 kr. over 8 mdr. Er flere satser ens, rangeres pengeinstitutterne alfabetisk. Perioden er fra 01-05-2019 til 31-12-2019. Undersøgelsen er afsluttet 12. april 2019. Mybanker har i undersøgelsen kontaktet 53 banker og modtaget svar fra 34, hvoraf 19 har lavet konkrete tilbud til konfirmanderne. De 19 banker fremgår af tabellen ovenfor.

Vil have forældrene med

Men skal man som konfirmand oprette en konto hos Hvidbjerg Bank, kræver banken at forældrene flytter deres konto med over i banken.

Derudover tilbydes de 10 procent i rente til de første 30.000 kroner, som konfirmanden indsætter på sin konto. Men fra den 30. december ændres kontoen til en standard bankkonto med en indlånsrente på 0,25 procent.

- Det er selvfølgelig en kalkuleret udgift, vi har i den periode. Vi oplever at få nye kunder i forbindelse med konfirmationer, når forældre og børn flytter over i vores bank. Men det er svært at sige, hvor mange der flytter ind, siger Jens Odgaard fra Hvidbjerg Bank.

Selv om renten typisk falder til et 'normalt' niveau allerede inden for det første år, så er det en god idé at gå på jagt efter en god rente, vurderer Mybanker:

- Renterne er jo på et meget lavt niveau, så det er meget økonomisk attraktivt, når man resten af året kan hente en pæn rente og få økonomisk afkast ud af det. Samtidig kan konfirmanden måske få interesse for dels at spare penge og dels hvordan sparepenge kan vokse gennem konfirmationskontoen, siger Ulrik Marschall.

For konfirmanden betyder tilbuddet fra Hvidbjerg Bank konkret, at man ved et indskud på 10.000 kroner vil være 666 kroner rigere otte måneder senere. Har man 25.000 kroner, vil man blive 1.665 kroner rigere over samme periode.

Alle bankerne i undersøgelsen har sat et indskudsloft på, hvor meget man må indskyde på konfirmationskontoen.

Typisk har konfirmationskontoen en levetid på otte måneder, hvorefter den konverteres til en bankkonto med normal lav rente.

I undersøgelsen er det kun Hvidbjerg Bank og Frøs Sparekasse, som kræver, at forældrene flytter deres engagementer med over i banken.

Facebook
Twitter