Banker lover massiv hjælp – men kan ikke redde alle

Privatkunder og virksomheder under pres fra corona-krisen kan regne med hjælp, lover bankerne og Finanstilsynet. Men bankerne kan kun redde dem med sund økonomi.

Randers Storcenter lukkede onsdag den 18. marts 2020. Og det har ramt selvstændige hårdt økonomisk, at der er ikke er hverken kunder eller indtægter i forretningerne. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Landets banker er klar til åbne kassen for både privatkunder og virksomheder, der kommer i klemme på grund af corona-udbruddet.

- Mit klare budskab er, at banker og realkreditinstitutter står parat til at hjælpe kunderne igennem de her forhåbentlig midlertidige udfordringer, vi står over for, siger Ulrik Nødgaard, direktør i bankernes brancheforening, Finans Danmark.

Finanstilsynet har netop helt ekstraordinært accepteret, at bankerne kan forlænge kreditter og yde lån til sunde kunder, uden at bankerne, som reglerne ellers foreskriver, skal nedskrive på kunderne.

- Det betyder, at vi kan hjælpe de sunde, men midlertidigt trængte kunder, og vi kan gøre det uden at frygte, at vi bagefter bliver straffet for det af Finanstilsynet, siger Ulrik Nødgaard.

Selv om de danske banker er godt polstrerede, understreger Ulrik Nødgaard dog, at bankerne ikke kan redde alle.

- Vi vil se virksomheder lukke som konsekvens af det her, siger Ulrik Nødgaard, direktør i Finans Danmark, (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

- Jeg tror at vi må se i øjnene, at med styrken af det tilbageslag, vi står over for, vil der være kunder, som hverken vi eller andre kan redde. Vi vil se virksomheder lukke som konsekvens af det her, men vi står parat til at hjælpe alle de kunder igennem, hvor der er et lys for enden af tunnelen, siger Ulrik Nødgaard.

Tilsyn: Banker er godt polstrerede

Ifølge Finanstilsynets direktør Jesper Berg er bankerne godt polstrerede til at påtage sig opgaven.

- Bankerne står i en meget stærkere situation end de gjorde før finanskrisen. De er meget bedre kapitaliserede, de har meget bedre likviditet og generelt er de stærkere end før finanskrisen, så de kan understøtte realøkonomien, siger Jesper Berg.

Han understreger, at bankerne stadig skal nedskrive på de tab, der uundgåeligt vil komme. Men sunde kunder, der får midlertidig hjælp, vil ikke påvirke regnskabsbøgerne.

- Når bankerne giver lån til gode kunder, kunder der er gode, selv efter at den her virus har ramt os, så skal de selvfølgelig ikke sætte til side til tab på de kunder, siger Jesper Berg.

- Sunde kunder, der får midlertidig hjælp, vil ikke påvirke regnskabsbøgerne, siger Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Det betyder ifølge Finanstilsynets direktør, at der nu ikke længere er noget til hinder for, at bankerne hjælper kunderne massivt.

- Hvis virksomhederne og privatkunderne har en langsigtet sund økonomi, så kan bankerne hjælpe dem med at komme over de likviditetsudfordringer, de midlertidigt har på grund af den situation, vi står i, siger Jesper Berg.

Også Finanstilsynet er dog indstillet på, at de i forvejen trængte kunder vil få det svært.

- Jeg er sikker på, desværre, at der vil være virksomheder og husholdninger, der får det rigtig svært og virksomheder, der skal lukkes ned. Det må vi forberede os på, siger Jesper Berg.

Banker hjælper på flere fronter

Flere banker har allerede meldt ud, at de er klar til at hjælpe kunder, der rammes af corona-udbruddet. Nordea, Danske Bank, Spar Nord med flere har erklæret sig parat til f.eks. at give private og virksomheder henstand på lån.

- Dag for dag bliver det mere tydeligt, at vi har at gøre med en helt ekstraordinær situation, som udfordrer os både på samfundsniveau og i de enkelte virksomheder og familier, som skal have en økonomisk hverdag til at fungere, siger administrerende direktør i Spar Nord, Lasse Nyby.

Blandt de konkrete tiltag over for bankens kunder er blandt andet afskaffelse af gebyr på bevilling af midlertidige overtræk på kreditter.

Ifølge Danske Bank er der tale om "en helt ekstraordinær situation", som banken vil gøre sit for at hjælpe kunderne igennem.

- Som landets største bank har vi et stort ansvar for at bidrage til, at skaderne fra Covid-19 begrænses mest muligt, og vi vil strække os langt for at hjælpe vores kunder gennem udfordringerne, siger direktør i Danske Bank, Chris Vogelzang.

Boligkunder vil kunne få bevilget overtræk, rateopdeling af ydelser og udnyttelse af afdragsfrihed, forsikrer topchef i Danske Bank, Chris Vogelzang. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Danske Bank tilbyder blandt andet kunder med forbrugslån et bevilget overtræk, rateopdeling af ydelser, forhøjelse af faciliteter og forlængelse af løbetiden, ligesom boligkunder vil kunne få bevilget overtræk, rateopdeling af ydelser og udnyttelse af afdragsfrihed.

Nordea opfordrer erhvervskunder til at kontakte banken med det samme, hvis de forventer ændringer i den almindelige drift, og er klar med "en række muligheder og instrumenter, der kan bidrage til at styrke virksomhedernes arbejdskapital og likviditet".

- Nordea er en meget velkapitaliseret bank med en stærk balance, og det giver os en solid platform for at hjælpe kunderne. Vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe og rådgive vores kunder, siger Nordeas koncernchef

Nordea opfordrer erhvervskunder til at kontakte banken med det samme. Her er det Frank Vang-Jensen, koncernchef i Nordea. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

200 milliarder ekstra

Regeringens hjælpepakker til corona-ramte virksomheder har allerede øget banker og pengeinstitutters mulighed for at give en ekstra håndsrækning.

Bankerne fik i ugens løb mulighed for at stille ekstra 200 milliarder kroner til rådighed i likviditet, efter at erhvervsminister Simon Kollerup (S) frigav den kapital, som finanssektoren har hensat til dårlige tider i den såkaldte "kontracykliske kapitalbuffer".

Pengene skal – ifølge erhvervsminister Simon Kollerup (S) – bruges til at "holde hånden under virksomheder og arbejdspladser".

- Den finansielle sektor er generelt sund og robust. Derfor er jeg også glad for, at den finansielle sektor har givet udtryk for, at den er indstillet på at løfte sit samfundsansvar og vil udvise velvillighed og fleksibilitet i forhold til at finde løsninger for de danske virksomheder, der lige nu har midlertidige likviditetsudfordringer, siger Simon Kollerup.

Forbrugerrådet: Kontakt banken med det samme

Forbrugerrådet Tænk roser bankerne for løftet om at give pressede kunder en hjælpende hånd.

- Men det hører med til billedet, at det er hjælp til selvhjælp for bankerne. Hvis mange kunder går ned med flaget, står de til kæmpe tab, siger seniorøkonom Morten Bruun Pedersen.

Han opfordrer både private og virksomheder til at kontakte banken med det samme, hvis de kommer ud i en presset økonomisk situation.

- Hvis du er en kunde, som banken kender som en, der har styr på økonomien, har den en stor interesse i at hjælpe. Hvis du i forvejen hænger med en vis legemsdel i vandskorpen, kan det desværre se sort ud. Her kan det være en ide at kontakte en af de uvildige gældsrådgivninger, siger Morten Bruun Pedersen.

- Danmark lukker ned, meddelte statsminister Mette Frederiksen på en historisk aften, onsdag den 11. marts, da hun præsenterede tiltag, der ikke er set i årtier: