Bankerne tjener kassen på kurtage

Selv om en priskrig har fået bankerne til at sænke prisen for at handle med aktier, så tjener de stadig mere på værdipapirhandlen alt i alt. Det viser en opgørelse.

Bankerne tjener trods prisnedsættelser stadig kassen på at stadig flere danskere handler med aktier. (Foto: AP © AP Graphics)

Danskernes hang til at handle med værdipapirer skæpper godt i bankernes pengekasser.

For selv om mange banker har sænket kurtagen for handel med aktier, så er omsætningen steget så meget, at det mere end opvejer de lavere priser, skriver Berlingske Tidende.

Fondsmæglerselskabet Formuepleje har lavet en opgørelse over handlen med de 20 største danske aktier, og den viser, at bankerne sidste år tjente 3,8 milliarder kroner på kurtage og kursspread fra handel med aktierne.

Det er 600 millioner kroner mere end i 2005.

Danske Bank tjener mere

Danske Banks pressechef Jonas Torp bekræfter, at banken har tjent mere, selv om kurtagen er blevet sat ned.

- Vi har siden 1. januar 2006 sænket vores kurtagesatser tre gange, men vores indtjening på dette område er alligevel steget fra 719 millioner i 2005 til 789 millioner i 2006. Hvad der er sket i 2007, vil vi ikke oplyse endnu, siger Jonas Torp.

Facebook
Twitter