Bankernes formand undskylder for hvidvask

Michael Rasmussen kalder de mange sager for et brud på kontrakten med samfundet.

Finans Danmarks formand, koncernchef Michael Rasmussen, undskylder for hvidvask på foreningens årsmøde. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Michael Rasmussen, der er formand for bankernes og pengeinstitutternes brancheforening, Finans Danmark, undskylder i sin tale på foreningens årsmøde for de mange sager om hvidvask og svindel med refusion af udbytteskat.

- Vi har i årets løb set sager, hvor vi i sektoren har begået så alvorlige fejl, at der er tale om brud på den kontrakt med samfundet, vi som banker og kreditinstitutter har til opgave at leve op til.

- For de fejl vil vi som samlet sektor gerne sige undskyld til vores kunder og til samfundet, lød det i formandens tale.

Alvorlige ridser i lakken

Han minder mødedeltagerne om, at sagerne har givet alvorlige ridser i lakken på bankernes image.

- Når danskerne ser på os - altså de af os herinde, der er direktører i en finansiel virksomhed - så tror jeg, at mange af dem ser en gruppe mænd og kvinder, der har tænkt mere i egen indtjening end i samfundets ve og vel.

- Vi skal gøre os klart, at problemet starter og slutter hos os - ikke hos medarbejderne i sektoren, siger formanden.

Man har oprettet en særlig taskforce, der skal komme med bud på, hvordan man forhindrer kriminelle i at udnytte banksektoren.

/ritzau/

Facebook
Twitter