Bankers hvidvaskkontrol dumper på stribe: 'Der er ikke orden i penalhuset'

De seneste uger har flere danske banker fået påbud om at styrke kontrollen mod hvidvask og terrorfinansiering.

Finanstilsynet har blandt andet givet påbud til Jyske Bank, Sydbank, Nykredit Bank, SparNord Bank og PenSam Bank. (© DR Nyheder)

Ikke bare én men flere danske banker skal have lappet en lang række huller i deres hvidvaskkontroller.

Det står klart, efter Finanstilsynet de seneste uger har været på inspektion hos blandt andre Jyske Bank, Sydbank, Nykredit Bank, SparNord Bank og PenSam Bank.

Resultatet er klart: Bankerne har ikke ordentligt styr på deres værn mod hvidvask. Blandt andet er de ikke gode nok til at fange de mest risikable kunder, lige som indberetningerne til politiet ofte ikke er gode nok.

- Det er trist, siger Linda Nielsen, der er juraprofessor på Københavns Universitet og formand for brancheorganisationen Finansdanmarks hvidvask-arbejdsgruppe.

- Der er ikke orden i penalhuset. Risikoopfattelsen er måske lidt for blød, og der er ikke tilstrækkelige detaljer og opfølgning, siger hun.

Mangel på vitale dele af hvidvaskkontrol

Værst står det til hos PenSam Bank, der er en internetbank, som er kontrolleret af fagforbundet FOA.

Banken får hele ti påbud af tilsynet.

Påbuddene viser, at den er gal med stort set alle dele af hvidvaskkontrollen i banken.

Kunderne kontrolleres ikke godt nok, de overvåges ikke godt nok, der undersøges for få mistænkelige overførsler, og mistænkelige overførsler indberettes ikke til myndighederne.

- Hvis de ikke ér dumpet, så vil jeg da nok sige, det er tæt på. Det angår alle vitale dele af kontrol med hvidvask, siger ekspert i bekæmpelse af hvidvask og direktør for Revisorjura, Jakob Dedenroth Bernhoft, der har set nærmere på påbuddene.

SparNord Bank har også fået mere end én løftet pegefinger fra Finanstilsynet. De har i alt fået otte påbud, som påpeger betydelige mangler i de vigtigste dele af hvidvask-kontrollen.

Det gælder blandt andet, at granskningen af højrisikokunderne ikke er grundig nok, overvågningen af kunderne er heller ikke god nok, og så er bankens indberetninger til myndighederne for overfladiske.

SparNord Bank tager selvfølgelig påbuddene til efterretning, siger kommunikationsdirektør Leif Lind Simonsen:

- Det er vigtigt at se på det her som en dynamisk proces, hvor lovgivningen på området hele tiden udvikler sig med nye formuleringer og nye præciseringer. Og i takt med at reglerne udvikler sig, fortolker vi og implementerer vi dem.

- I den proces rammer vi ikke nødvendigvis 100 procent den tolkning, som Finanstilsynet kunne ønske sig, siger Leif Lind Simonsen.

PenSam Bank vil ikke interviewes om Finanstilsynets kritik, men har sendt os en skriftlig kommentar:

- PenSam Bank tager alle påbud til efterretning.

Banken tilføjer, at den har efterlevet ni ud af ti påbud. Og det sidste påbud vil være efterlevet inden for tre måneder.

Finanstilsynet: Standarderne skal løftes

De mange påbud er et resultat af et øget politisk fokus på hvidvaskkontrol - både i Danmark og i EU, og på at bankerne bliver bedre til at efterleve de mange nye hvidvask-regler, fortæller Jesper Berg, der er direktør i Finanstilsynet.

- Jeg kan og må ikke kommentere på de specifikke sager. Men det er jo klart et udtryk for, at standarderne skal løftes. Kravene er blevet løftet. Så det, der var godt nok for tre år siden, er ikke godt nok i dag.

Og selv om bankerne arbejder på at imødekomme tilsynets påbud, så kan de godt forberede sig på at skulle indføre endnu flere kontroller i fremtiden. Der er nemlig endnu flere regler på vej.

- Det sjette hvidvaskdirektiv er lige om hjørnet. Og der er ikke en politisk accept af, at de direktiver er nok til at forhindre økonomisk kriminalitet, så derfor vil kravene blive flyttet opad, siger Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet.

Facebook
Twitter