Bankkunder må vente på løn efter it-koks hos Nationalbanken

Nogle danskere må med al sandsynlighed undvære penge helt indtil mandag, vurderer pengeinstitutternes it-partner, BEC.

(Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Vrede bankkunder raser i privaten.

Der er nemlig fortsat mange, som venter på løn, uddannelsesstøtte og pension efter it-koks hos Nationalbanken, der har forsinket clearingen af bankbetalingerne.

Og på trods af, at Nationalbanken, Nets og pengeinstitutternes interesseorganisation, Finans Danmark, tidligere i dag oplyste, at bankkunderne ville have pengene på deres konto i løbet af formiddagen, tyder alt nu på at nogle må vente helt til på mandag.

Det oplyser Simon Gabrielsen, der er direktør for Kommunikation og Sekretariat hos pengeinstitutternes it-partner BEC (Bankernes EDB Central).

- Der er en række overførsler, som var forsinket i morges. Mange af dem er gennemført, men der er også nogle, der er fejlet, som derfor ikke er nået videre til kunderne. En stor del af det er lønudbetalinger, og det arbejder vi på højtryk for at løse, siger direktøren.

Følgefejl

De manglende udbetalinger skyldes en følgefejl, som er opstået hos BEC i kølvandet på Nationalbanken natlige problemer. Det står endnu ikke klart for BEC, hvorfor problemet er opstået, og derfor er det også endnu uvist, præcis hvornår bankkundernes penge vil være tilgængelige.

- De overførsler, der er kommet ind i morges, er ikke bogført endnu. Vi håber, vi kan bogføre de fleste i dag, men det er forventeligt, at der er nogle, som først bliver bogført natten til mandag, lyder det fra Simon Gabrielsen, der beklager den uheldige situation, det sætter kunderne i:

- Vi er kede af fejlen, og vi undersøger alle de muligheder der er, for at vi kan få de penge overført, vi lægger inde med, som skal sendes andre steder hen.

Kan ramme alle

BEC driver it-løsninger for en række danske pengeinstitutter - blandt andre Nykredit, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank - og det er primært kunder i disse institutter, der venter på betalingen fra deres arbejdsgiver.

Men da BEC også har betalinger, som endnu ikke er blevet overført til de andre bank-it-leverandører, kan personer, der ikke er kunde i et af de pengeinstitutter, som BEC driver it for, være ramt.

Hvor er min løn?

DR Nyheder har siden klokken 13:30 været i kontakt med mere end 100 personer, der fortsat venter på udbetaling af børnebidrag, løn, uddannelsesstøtte og pension.

En af dem er 35-årige Janus Søgaard fra Astrup nær Hjørring. Han har siden i morges ventet på at kontanthjælpen skulle vise sig som grønne tal på netbanken hos Spar Nord, men det er endnu ikke sket.

- Jeg har tjekket siden i morges, og for nogle timer siden tog jeg ind til byen for at handle men måtte tage hjem igen efter at have gået rundt og ventet, fordi pengene stadig ikke var der, fortæller Janus Søgaard.

- Det er vildt irriterende. Jeg skal have mine børn i den her weekend, men jeg har ingen penge, og jeg havde planer om, at vi skulle til Brønderslev Marked. Nu skal jeg låne penge af deres mor for at de kan komme på weekend.

Økonomisk skadesløse kunder

BEC har ikke overblik over, hvor mange bankkunder der er berørt af de tekniske problemer. Spar Nord vurderer, at mere end 1000 af deres kunder afventer udbetalinger.

Derfor har pengeinstituttet ifølge afdelingsdirektør Leif Lind Simonsen mandet kraftigt op i deres kundeserviceafdeling og står klar med individuelle løsninger til folk, der ikke har fået den forventede løn.

Desuden føres overtræksrenter tilbage og kunderne holdes økonomisk skadesløse, forsikrer afdelingsdirektøren.

Facebook
Twitter