Fusionen mellem BT og Metroxpress kommer til at skabe Danmarks største printmedie i en presset branche. Men dannelsen af det nye selskab, BTMX, vil ikke ske uden fyringer.
Det oplyser administrerende direktør i Berlingske Media, Mette Maix, som ejer 70 procent af det nye selskab.
- Vi tager hul på at kigge på, hvordan vi får integreret de her to organisationer.
- Denne fusion vil betyde en del afskedigelser, det kan der ikke herske tvivl om, siger hun på et pressemøde i Berlingske Media.
Sammenlægningen har allerede betydet to fyringer. BT's to chefredaktører, Olav Skaaning og Karl Erik Stougaard, fratræder begge.
- Jeg vil gerne sige utroligt stor tak for deres indsats, de har gjort rigtigt meget og bidraget til udviklingen, siger Mette Maix.
- Men vi har skabt et nyt selskab, en ny konstruktion, og vi har behov for at kigge på det med nye øjne.
Den konstituerede ansvarshavende chefredaktør bliver Berlingskes Jens Grund.
/ritzau/