Bestyrelsesformand retter hård kritik mod Danske Banks tidligere ledelse

Kortsigtede profithensyn vandt over langsigtet strategi, lyder det fra Karsten Dybvad.

Karsten Dybvad, der er tidligere direktør i Dansk Industri, overtog officielt posten som bestyrelsesformand i Danske Bank i december 2018. (Arkivfoto) (Foto: Jeppe Bjørn Vejlø; Niels Ahlmann Olesen; Nils Meilvang; Julien Warnand. © Ritzau Scanpix)

Den nyvalgte bestyrelsesformand Karsten Dybvad gør nu op med et helt centralt mål i Danske Bank.

Samtidig retter han markant kritik mod bankens tidligere ledelse med Ole Andersen og Thomas Borgen i spidsen, som han bebrejder for at have sat kortsigtede profithensyn over langsigtet strategisk tænkning.

Det siger han i et interview med Berlingske.

Og som noget nyt vil Karsten Dybvad derfor skrotte den årelange målsætning om at give aktionærerne faste afkast.

- Vi har ikke længere en målsætning om, at vi skal nå et bestemt absolut afkast, som nogle gav udtryk for i fortiden. For det betyder, at du sætter et mål, som er uafhængigt af, hvordan konjunkturerne og markedet i den finansielle sektor i øvrigt bevæger sig, siger Karsten Dybvad til Berlingske.

Jorden er 'udpint'

Han mener, at den tidligere ledelse har forsømt at investere tilstrækkeligt i fremtiden.

- Det er lidt ligesom, at landbrugsjorden er en lille smule udpint, så vi er nødt til at gøre en ekstra indsats. Det gør vi så.

Karsten Dybvad, der er tidligere direktør i Dansk Industri, overtog officielt posten som bestyrelsesformand i Danske Bank i december 2018.

Hans primære opgave har været at genopbygge bankens omdømme, efter den blev centrum for en af verdenshistoriens største hvidvaskskandaler, hvor op mod 1.500 milliarder kroner fra 2007 til 2015 blev kanaliseret gennem bankens estiske filial.

Retsligt efterspil

Danske Banks tidligere topchef Thomas Borgen og flere tidligere chefer i banken er sigtet af Bagmandspolitiet.

Banken selv risikerer flere bøder i milliardklassen.

Og det har sat sine spor: Danske Banks egenkapitalforrentning er tæt på halveret på to år, ligesom man har mistet mange kunder.

Bestyrelsesformandens bud på, hvordan banken skal genvinde kundernes tillid, handler blandt andet om øget sikkerhed i alle systemer.

- Når du kigger på de sager, der har været, er der sket en tiltagende forbedring af systemerne, og vores medarbejdere er blevet bedre uddannet. Hver gang, der kommer en ny kunde ind i banken, kører vi for eksempel en hel tjekliste igennem for at sikre os, at vi har tilstrækkelig dokumentation. Det er, så man kan blive næsten helt forpustet - det er fuld fart nu, siger Karsten Dybvad.

/ritzau/

Facebook
Twitter