Betal to procent i rente: Nyt superlån ser ud til at blive virkelighed på onsdag

Hvis du ejer en bolig kan du sandsynligvis om to dage få et fast forrentet boliglån på historiske to procent.

Hvis du vil have det nye lån, skal du være indehaver af en ejerbolig og afdrage af boliglånet samtidig med, at du giver to procent i rente for lånet. (Foto: Colourbox © Colourbox)

I 200 år har vi har haft et realkreditsystem herhjemme – og i 200 år har det kostet mere end to procent i rente at låne penge af realkreditten.

Men det bliver med stor sandsynlighed snart en saga blot: For Realkredit Danmark kan lukke sit 30-årige 2,5 procent-lån med afdrag allerede i dag.

Det bliver overtaget af et nyt to procent-lån, hvor du altså kan låne penge til en fast rent på to procent i 30 år. Også Nykredit og BRFKredit har udtrykt forventninger om at gøre det samme.

- Meget tyder på, at lånet allerede vil være relevant fra nærmest dag ét, fortæller cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark til Ritzau.

Hvis du vil have det nye billige, såkaldte superlån, skal du være indehaver af en ejerbolig og afdrage af boliglånet samtidig med, at du giver to procent i rente for lånet.

Man skal også holde sig for øje, at det koster penge at omlægge sine lån - og at det som hovedregel kun kan betale sig, hvis man har tænkt sig at blive boende en rum tid.Kurs over de magiske 100

Renten på to procent ser til at kunne lade sig gøre fra på onsdag, fordi kursen på 2,5 procent-lånet er over de magiske 100.

Hvis kursen ryger over 100, har ingen interesse i at sælge. Hvis du tager et lån til under kurs 100, f.eks. kurs 96, så får du kun 96 kroner i hånden for hver hunderlap, du låner.

Men så snart kursen ryger over 100, f.eks. 102, så vil du tjene to kroner pr. hundrede kroner. Det er en dårlig forretning for banken - så hellere sænke renten:

- I hvert fald handler det 30-årige 2,5 procent-lån her til morgen (mandag) over kurs 100, og meget tyder på, at lånet vil være lukket for tilbudsgivning fra og med tirsdag, siger Christian Hillingsøe Heinig.

2,5 procent under kurs 100 kan stadig betale sig

Han påpeger dog, at markedet kan svinge meget fra dag til dag, og derfor er det for tidligt at spå om, hvornår 2,5 procent-lånet bliver taget af dage.

- Hvis 2,5 procent-lånet med afdrag atter kommer ned under kurs 100, vil det være vores primære anbefaling frem for to procent grundet mindre kurstab og ingen risiko for indlåsningseffekt, siger Christian Hilligsøe Heinig.

To procent-lånet vil være klar i Realkredit Danmarks systemer onsdag.

Cheføkonomen venter, at januar vil byde på "heftig konverteringsaktivitet".

Den 30. december meddelte Nykredit, at pengeinstituttet også åbner for 30-årige to procent-lån, mens BRFkredit har forventninger om at gøre det samme på en af årets første dage.

Realkreditter opstod efter Københavns brand

Det første danske realkreditinstitut hed Kreditkassen af Husejere i København.

Det blev oprettet i 1797 efter Københavns brand i 1795. Branden betød, at 900 ejendomme brændte ned til grunden og der gik to døgn, før der kom styr på flammerne.

Brandskaderne blev opgjort til 4,5 millioner rigsdaler, og heraf kunne byens eneste brandforsikringsselskab - Københavns Brandsikring - kun dække halvdelen med sin formue.

Staten måtte træde til, og en konsekvens blev, at det i fremtiden blev tvungent at lade ejendomme brandforsikre.

Kort efter blev Kreditkassen oprettet, så man kunne låne penge til sin bolig.

  • FAKTA om indlåsningseffekt

  • Når et nyt lån kommer på markedet, er der altid risiko for en såkaldt indlåsningseffekt. Her kan man som låntager blive "låst" i et lån, som økonomisk set ikke er til at komme ud af.

  • En indlåsningseffekt opstår, hvis en enkelt eller få investorer køber alle obligationer i en serie, og dermed får monopol på prisen. Hvis renten derefter stiger, og boligejerne ønsker at indfri deres lån før tid, kan boligejerne få en mindre kursgevinst, end de ellers ville havde fået, hvis serien havde været større og dermed spredt på flere hænder.

  • Risikoen for indlåsningseffekt vil automatisk mindskes i takt med, at flere og flere låntagere vælger dette lån, og at der hermed kommer en betydelig mængde likviditet ind i obligationsserien.