Er du klar til at droppe bilen? Energitænketank klar med ti råd, der kan sænke verdens olieforbrug

Det Internationale Energiagentur er kommet med 10 råd til at nedbringe verdens olieforbrug.

Bilfrie søndage ville reducere olieforbruget med 380.000 olie tønder. (Foto: Peter Mark © Peter Mark)

Rusland er storeksportører af energi i form af olie og gas til Europa og Danmark.

Derfor skal Danmark være klar, hvis Rusland en dag kapper forsyningen på grund af spændingerne mellem Vesten og Rusland, der har invaderet Ukraine.

Tænketanken Det Internationale Energiagentur, IEA, kommer derfor med 10 anbefalinger til verdens industrialiserede lande, som dagligt kan sænke verdens forbrug af olie med 2,7 millioner tønder om dagen.

Og overordnet set vækker anbefalingerne begejstring.

- Som individ er det de bidrag, vi kan give. Og hvis vi alle sammen bidrager, kan det betyde rigtig meget. Jeg tror dog effekten kan blive langt større, end det IEA anslår, siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

Vi giver dig et overblik over de 10 anbefalinger her.

1

Kør langsommere

Lige nu er den tilladte topfart på de danske motorveje på 130 km/t. Hvis det står til IEA, skal den hedde 110 km/t. (Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix © RITZAU/SCANPIX)

Det kan være, at du i fremtiden skal slippe gaspedalen, når du kører ned ad E45.

For IEA foreslår, at en reducering af fartgrænsen på ti kilometer i timen på motorveje, vil kunne spare 290.000 tønder olie om dagen. Hvis også lastbiler får reduceret deres fart med ti kilometer i timen, kan der reduceres med yderligere 140.000 tønder olie.

Og den lettere fod på speederen kan blive en realitet.

- Man skal være beredt på, at det er nogle af de elementer, vi skal tage i brug, siger Brian Vad Mathiesen.

2

Mere hjemmearbejde

Hjemmearbejde var for mange blevet hverdag under corona. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Hvis du er en af dem, hvor hjemmearbejde hænger dig langt ud af halsen efter to år med en pandemi, bliver du ikke begejstret for den næste anbefaling.

Vi skal nemlig arbejde hjemme op til tre dage om ugen, hvis det står til IEA.

Det vil resultere i, at vi bruger bilen mindre, og dermed kan vi reducere olieforbruget yderligere.

- Jeg synes, at det er en rigtig god idé, og jeg ved, at der er mange, der allerede arbejder hjemme. Og hvis det passer ind i ens hverdag, så man ikke kører på arbejde fem dage om ugen, så hjælper det alt sammen, siger Brian Vad Mathiesen.

IEA mener, at vi kan spare omkring 170.000 tønder olie på at arbejde hjemme bare en dag. Mens tallet for tre hjemmearbejdsdage ligger på 500.000 tønder olie.

3

Lad bilen stå

Vejene kan måske komme til at se sådan her ud hver søndag. (Foto: Peter Mark © Peter Mark)

Når du hører den næste anbefaling, kan det være, at dine tanker går tilbage til oliekrisen i 1973.

Der blev det nemlig forbrudt at køre i sin bil om søndagen.

Og det er lige netop, IEA vil have os til. Hvis du bor i en storby, skal du lade bilen stå, hvis det er søndag.

På den korte bane ville en bilfri søndag hver uge reducere olieforbruget med 380.000 tønder olie.

Den bilfrie søndag er dog ikke noget Brian Vad Mathiesen ser som en mulighed lige nu.

- Jeg tror, alle muligheder er i spil, hvis det bliver rigtig kritisk. Men jeg kan ikke se, at det er lige nu, vi skal have den slags indgreb fra lovgivernes side, siger han.

Derudover kan de bilfrie søndage også få os til at gå og cykle mere, som ville gavne folkesundheden, skrive IEA.

4

Gør offentlig transport billigere

Det kan være, flere vil tage den offentlige transport, hvis billetpriserne falder. (Foto: Ernst van norde © (arkivfoto) Scanpix)

Igen skal vi væk fra de olieslugende biler, og til at bruge den offentlige transport noget mere.

Derfor foreslår IEA, at billetprisen på offentlig transport sænkes, så flere vælger den transportform fremfor bilen.

Og det ville hjælpe gevaldigt, mener Brian Vad Mathiesen.

- I øjeblikket er prisen på benzin så høj, at jeg tvivler på, det ville betyde noget.

- Det, der ville betyde noget, var, at man ikke øger tilskuddet til at transportere sig via kørselsfradraget, men at man måske havde et mobilitetsfradrag, så man fremmer den offentlige transport, siger Brian Vad Mathiesen.

5

Hvilken nummerplade har du?

Det kan være en vej som H.C. Andersens Boulevard i København, hvor der i nogle dage kun må køre lige nummerplader, og i andre dage er det ulige-nummerplader, der må køre. (Foto: Mathias Svold © Mathias Svold)

Om din nummerplade ender på et lige eller ulige nummer kan få betydning for, hvor du må køre, hvis det står til IEA.

De foreslår nemlig, at man i nogle dage kun må køre på visse store veje, hvis man har et lige nummer til sidst på sin nummerplade, og andre dage må man kun bruge vejene, hvis man har et ulige nummer.

6

Kør sammen

Det kan være biler som disse, du skal overveje at bruge noget mere. (Foto: Søren Breiting)

Vi skal sidde noget mere sammen i bilen i stedet for at køre i hver vores bil eller i højere grad bruge delebilsordninger.

Køreture uden for byerne bruger over fire millioner tønder olie om dagen i lande med store økonomier ifølge IEA.

Derfor skal regeringer sørge for, at der kommer vejbaner udelukkende til samkørselsbiler og flere parkeringspladser ved offentlige transportknudepunkter, hvis det står til IEA.

7

Mere effektiv godstransport

Lastvogne som disse skal køre mere klimavenligt fremover ifølge IEA. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Lastbiler bruger meget diesel. Derfor skal måden, de køres på, optimeres.

Her skal regeringer igen træde til og introducere såkaldte klimakørselsteknikker, når der modtages undervisning til det store kørekort. Og så skal det indgå i eksamen til selvsamme.

Lastbilerne skal også tjekkes noget mere. Her foreslår IEA, at man for eksempel holder mere øje med dæktrykket, så godsvogne bruger mindre benzin.

8

Tag toget noget mere

Der er store jerbanenetværk i Europa. Næste gang, du skal til en europæisk storby, skal du overveje at tage toget, mener IEA. (Foto: BENOIT TESSIER)

Når du skal fra Aalborg til København kan det virke fristende kun at skulle bruge 45 minutters rejsetid.

Men ifølge IEA skal du lade være med at sætte dig ind i et fly og i stedet sætte dig ind i et tog, for det kan være med til at reducere olieforbruget med 40.000 olietønder.

IEA skriver, at to procent af den eksisterende flytrafik kan blive skiftet til togtrafik.

9

Flyv på økonomiklasse

Selvom økonomiklassen på et fly ikke altid har den bedste benplads, er det noget bedre at flyve i den klasse fremfor businessclass, hvis man har olieforbruget i baghovedet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © (c) Ritzau Scanpix)

Hvis du alligevel begiver dig ud på en flyvetur, så overvej at køb en billet til økonomipladserne.

For der er færre pladser på businessclass og dermed færre passagerer, der optager meget plads på flyet.

Derfor forbruger passagerer på businessclass tre gange så meget olie som passagerer på økonomiklasse.

- Hvis vi gerne vil gøre noget, så lade være med at rejse på forretningsrejser, kør sammen med nogle andre, arbejd hjemme og kør langsommere på motorvejen. Det er noget, vi kan gøre, uden at politikerne behøver at gribe ind, siger Brian Vad Mathiesen.

Selvom ture på businessclass nok ikke helt kan undgås, har vi fået en del alternativer under corona – for eksempel online møder, skriver IEA.

10

Flere elbiler

Efterspørgslen på elbiler skal vedligeholdes, og det skal forsyningskæderne også, så flere kommer over i elbiler. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

IEA mener, at der er flaskehalse i forsyningskæderne i råmaterialer til elkøretøjer og batterier.

Derfor skal der ske en bedre koordinering, når der skal leveres materialer til bilindustrien – i særdeleshed til elbiler.

Det handler om, at den store efterspørgsel efter elbiler ikke må stoppe.