Bilkøberne: Hellere lækker end sikker

Sikkerhedsudstyr står langt fra øverst på ønskesedlen, når vi køber ny bil.

Størrelse, pris og komfort er nogle af de ting, forbrugerne sætter før sikkerhed, når de skal købe bil. (© Colourbox)

Forbrugere på bilindkøb går mere op i at sidde i lækre omgivelser end i udstyr, der kan beskytte dem mod at komme til skade - eller redde deres liv. Det fremgår af nye tal fra FDM.

Når bilkøberne skal begrunde valget af bil, er bilens størrelse nemlig det allervigtigste. Dernæst kommer prisen, så bilens køreegenskaber og endelig siddekomfort.

Først på femtepladsen nævner bilkøberne sikkerhed. Det viser nye tal fra AutoIndex 2015, som er en stor undersøgelse foretaget af FDM og Loyalty Group af 22.000 bilejeres tilfredshed med bil og forhandler.

Ja tak til alufælge og indfarvede spejle

Hos VW Danmark er det da også de færreste nye biler, der triller ud fra forhandleren udstyret med det nyeste inden for sikkerhed, fortæller salgschef Michael Ebeling.

Forbrugerne vægter simpelthen nogle andre ting:

- Så er det som regel mere visuelle ting. Det kan være alufælge, det kan være indfarvede spejle, men det kan også være nogle komfortting. Her snakker vi måske læderrat, armlæn og så videre. Det er de ting, der typisk bliver tilvalgt af forbrugeren, siger han.

Få vil have hjælp til vognbaneskift

Ud af de 3400 VW Golf, der blev solgt sidste år herhjemme, var kun 34 udstyret med en vognbaneskiftassistent, som sikrer, at man holder sig i den rigtige vognbane.

Det stemmer godt overens med, at Danske Bilimportører vurderer, at mellem én og tre procent af de nye biler sælges med vognbaneskiftassistent, mens mellem syv og 10 procent af dem har nødbremse. Og det til trods for, at de fleste store bilmærker tilbyder begge sikkerhedssystemer.

- Giver mere sikker trafik

Rådet for Sikker Trafik ville ønske, at flere nye biler blev leveret med allernyeste sikkerhedsudstyr.

- Du får færre dræbte og færre tilskadekomne, fordi du får en mere trafiksikker måde at arbejde på i trafikken, siger Mogens Kjærgaard Møller, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

En vognbaneskiftassistent koster omkring 16.000 kroner inklusiv afgifter, mens automatisk nødbremse koster 6.000 kroner. Til sammenligning koster alufælge til en Golf et sted mellem 5.000 og 10.000 kroner.

Se meget mere om bilkøb og sikkerhedsudstyr i Magasinet Penge i aften. Det er klokken 21.55 på DR1.

Facebook
Twitter