Bill Gates truer norsk firma efter aprilsnar

En af verdens rigeste mænd truer med at sagsøge et lille, norsk firma, som morede sig på hans bekostning 1. april.

Verdens næst-rigeste mand, Bill Gates, kan ikke lide at blive udsat for en aprilsnar. (Foto: © MATTHEW CAVANAUGH, Scanpix)

Microsoft-grundlæggeren Bill Gates kan ikke se det sjove i at blive narret d. 1. april.

Tirsdag meddelte det lille norske billedbureau crestock.com, at det havde opkøbt Corbis, som netop er ejet af Bill Gates.

I en pressemeddelelse fra Crestock fremgik det, at salgsummen var på 625 millioner dollar og at købet var muligt takket være Innovasjon Norge og EU-midler.

Juridiske tiltag

Kort tid efter havde Corbis pudset sine advokater på det norske selskab.

- På vegne af Corbis Corporation anmoder jeg stærkt om, at pressemeddelelsen med aprilsnarren om at I har købt Corbis, fjernes fra jeres hjemmeside. Hvis ikke det sker hurtigst muligt, så vil vi blive tvunget til at iværksætte juridiske tiltag, skrev kommunikationsdirektøren for Corbis i en mail til Crestock.

Det har dog ikke fået Crestock til at fjerne aprilsnarren endnu.