Biobenzin kan tankes fra i dag

Put en majskolbe i tanken allerede når du kører fra arbejde i dag. Statoil benzinstationerne lancerer den miljøvenlige bioethanol på udvalgte tankstationer. Brændstoffet kan tankes uden at lave bilen om.

Fra middagstid i dag kan du putte ethanol fra majs, sukkerroer og andre miljøvenlige produkter i tanken hos Statoil.

Olieselskabet Statoil introducerer den miljøvenlige biobenzin produceret på sukkerrør, korn eller majs til danskerne.

Allerede fra i dag kan man på 145 Statoil-tanke og 24 1-2-3 stationer tanke Bio95, der består af fem procent bioethanol, som ikke udleder drivhusgasser, og 95 procent traditionel benzin.

Selskabet erstatter blyfri oktan 95 benzin med Bio95 på en del af benzinstationerne.

Godt for miljø og motorProfessor Claus Felby fra Landbohøjskolen, der er en af landets førende eksperter i bioethanol, er begejstret: - Det er et stort skridt i den rigtige retning, siger han.

Bio-ætanols tekniske egenskaber gør, at den har et højere iltindhold end blyfri 95 oktan. Det sikrer en renere forbrænding og kompenserer samtidig for bio-ætanolens teoretisk mindre brændværdi.

Så længe blandingsforholdet kun hedder fem procent biobenzin og 95 procent almindelig benzin, så kører man ligeså langt på literen som ved 100 procent oliebaseret benzin.

Den grønne benzin slider heller ikke mere på motoren end almindelig benzin gør, oplyser FDM.

Da Danmark ikke har nogen kommerciel produktion af bio-ætanol, køber Statoil fra forskellige lande, heriblandt Brasilien, der er verdens største bio-ætanol producent. Produktionen af bio-ætanol inden for EU er konstant voksende. Spanien og Frankrig er p.t. de største EU-producenter, men bl.a. Tyskland og Sverige er på vej frem.

Siden 1975 har Brasilien brugt bio-ætanol i benzin og i dag er 40 % af deres benzinforbrug erstattet med bio-ætanol.

Regeringsplan for grøn benzin

Diskussionen om, hvor stor en indsats man i Danmark skal gøre for at fremme forskningen i biobrændsel har kørt længe. Men for et par uger siden kom regeringen så med et udspil, der lovede flere penge til forskning.

Regeringen har valgt at satse 200 millioner kroner på forskning i biobrændsel.

Men den biobrændsel Statoil lancerer er ikke den samme som den regeringens 200 millioner kroner går til.

Regeringen vil have forsket i den såkaldte anden generation af biobrændsel, som baserer sig på blandt andet affald, halm og flis. Det er her, den internationale forskerkamp udspilles.

Kritiske røster

Men det er der ikke lige stor tilfredshed med i oppositionspartierne. Kritikken går på, at hvis ikke Danmark vælger at forske i 1. generations biobrændsel, så bliver vi hægtet af udviklingen og risikerer at miste markedsandele, før vi overhovedet er kommet i gang.

Socialdemokraterne frygter, at Danmark går glip af en eksportsucces, hvis regeringen ikke investerer i 1. generations biobrændsel, der udvindes af f.eks. majs, men udelukkende satser på 2. generations biobrændsel af flis og halm.

- Ved at tøve så meget på det her område og ikke komme i gang med udviklingen, er regeringen med til at sætte os tilbage på et område, der kan vise sig at blive en eksportsucces, sagde energiordfører Kim Mortensen fra Socialdemokraterne, da regeringen kom med sit udspil.

De Radikales miljøordfører, Martin Lidegaard, stillede sig også uforstående overfor, at energiministeren ikke vil være med til at udvikle 1. generations biobrændsel, når der måske vil gå fem-ti år, før Danmark overhovedet er klar til udvikling af 2. generations biobrændsel. Derfor vil han have ministeren til at følge Sveriges eksempel og bruge 1. generations biobrændsel til at blande i al benzin i Danmark.

ExternalContent