Bliver du forhindret i at flyve på ferie? Sådan får du (nogle af) dine penge tilbage for billetten

På en flyrejse fra København til Paris kan du få refunderet 166 kroner i skatter og afgifter.

Bliver flybilletten ikke brugt, kan danske kunder få tilbagebetalt de skatter og afgifter, der i princippet kun betales til lufthavne og myndigheder, hvis rejsen gennemføres. (Foto: christian Als © Scanpix)

Du behøver ikke vinke farvel til alle de penge, du har betalt for din forestående sommerferierejse, hvis du pludselig bliver ramt af sygdom eller må ændre planer, og du ikke har en afbestillingsforsikring, der dækker.

Bliver flybilletten ikke brugt, kan danske kunder nemlig få tilbagebetalt de skatter og afgifter, der i princippet kun betales til lufthavne og myndigheder, hvis rejsen gennemføres.

- Der er ikke regler for, at man kan fortryde sit køb, men loven giver forbrugeren ret til at søge om at få refunderbare skatter og afgifter betalt tilbage, uanset hvor billetten er købt, og hvad den har kostet. Og det er der mange forbrugere, der slet ikke ved, siger politisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, Vibeke Myrtue Jensen.

Stor forskel på beløbet

Ligesom at prisen på flybilletter svinger fra dag til dag, varierer de offentlige skatter og afgifter fra land til land og fra lufthavn til lufthavn. Derfor vil der være stor forskel på, hvor meget du kan få tilbage, når du kontakter dit fly- eller rejseselskab.

Det fremgår ikke altid tydeligt af flybilletten, præcis hvor stor en del af totalprisen der er udgjort af refunderbare skatter og afgifter.

Men du vil som eksempel kunne få refunderet 166 kroner for skatter og afgifter på en flyrejse med Norwegian fra København til populære destinationer som Berlin, Paris eller Rom, oplyser flyselskabet i en mail til DR Nyheder.

Høje administrationsgebyrer

Hos SAS og Norwegian er det gratis at kræve refusion. Men det er ikke en selvfølge.

Når du søger du tilbagebetaling af refunderbareskatter og afgifter hos det selskab eller bureau, hvor du i sin tid købte billetten, skal du være opmærksom på alskens høje administrationsgebyrer, understreger Vibeke Myrtue Jensen fra Forbrugerrårdet Tænk.

- Der bør efter Forbrugerklagenævnets praksis maksimalt være tale om et administrationsgebyr på 100 kroner. Nogle bureauer lægger dog et ekstragebyr for deres service oveni det gebyr, der betales til flyselskabet. Og udenlandske bureauer er ikke underlagt de danske retningslinjer, forklarer hun.

Forbrugerrådet Tænk opfordrer flykunder til at bestille flybilletter direkte på flyselskabers hjemmeside, så de ekstra mellemled ikke komplicerer en eventuel tilbagebetaling.

- Og så kan man jo prøve at kontakte selskabet og undersøge mulighederne for at få ændret eller få refunderet billetten i første omgang, påpeger Vibeke Myrtue Jensen.

Hvis det er flyselskabet, der aflyser flyrejsen, har man som forbruger krav på at få alle penge retur. Her må virksomheden heller ikke kræve gebyr for tilbagebetaling.

Facebook
Twitter