Bloggere og youtubere har ikke styr på skatten: Nu skal skatterabat gøre det nemt

For 300.000 danskere, der hverken er lønmodtagere eller selvstændige, kan de mange skatteregler være en jungle at finde rundt i.

Fie Laursen er bare 22 år, men har i flere år ernæret sig som blogger, influencer, youtuber og realitystjerne. Flere danske bloggere er så store, at de har revisorer ansat til at tage sig af skatten. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Det er ikke altid lige let at finde ud af, hvordan man udfylder sin forskudsopgørelse - slet ikke hvis man som blogger, youtuber eller e-sportsudøver tjener penge på at reklamere for ting på sociale medier.

Skatteminister Karsten Lauritzen mener, at de her personer arbejder i en skattemæssig gråzone, og derfor har han bedt sine eksperter i Skattelovrådet om at gøre reglerne mere overskuelige, skriver Politiken.

- Vi kommer til at se en kraftig stigning i folk, der på en eller anden måde lever af honorarer. Og det skal vi også håndtere skattemæssigt, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) til avisen.

Skattelovrådet vil i denne uge fremlægge deres første rapport om "det tredje arbejdsmarked", som man kalder området.

300.000 arbejder i gråzone

Det er her, hvor der ifølge rådet arbejder 300.000 danskere, der hverken er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, og hvor både myndighederne og de selv har svært ved at afgøre, hvor meget de skal betale i skat.

De arbejder eksempelvis som e-sportsudøvere, fritidsmusikere, freelancere, bloggere, youtubere, og de tjener penge gennem honorarer og reklamegaver. Det drejer sig også om opstartsvirksomheder og foredragsholdere, der har fuldtidsarbejde og arbejder ved siden af det.

- Problemet er, at der er mange mennesker, som har temmeligt svært ved at finde ud af, hvilke skatteregler der gælder for dem - hvornår er noget skattepligtig indkomst? Hvornår skal man beskattes? Hvad kan man få af skattefradrag? Der er også nogle, som har svært ved at huske at selvangive det til skattemyndighederne, som de skal, siger formand for Skattelovrådet, Niels Winther-Sørensen.

Sommerhusudlejeres fordele kan måske overføres

Han fremhæver, at mange måske slet ikke ved, at det også skal på selvangivelsen, hvis man modtager andet end penge, nemlig"naturalier", altså hvis man får tøj, sminke eller rejser fra firmaer.

Omvendt kan det være svært at finde ud af, hvad man kan få fradrag for. Eller hvad man gør, hvis man får nogle varer, der skal testes.

Derfor skal Skattelovrådet nu komme med et bud på, hvordan man kan indrette skattesystemet, så det bliver mere enkelt for de mange tusinder, som er i gråzonen, og som ikke har en stor nok indtjening til at have en revisor ansat.

Skatteministeren har ifølge Politiken bedt Skattelovrådet om at kigge på en model, hvor for eksempel bloggere og youtubere frasiger sig muligheden for at finde de fradrag, der kan begrænse skattebetalingen, og til gengæld betale lidt mindre i skat.

En model, der allerede findes ved sommerhusudlejning, siger Niels Winther-Sørensen, og hvor sommerhusejere har fået skattefrihed for de første 20.000 kroner, de tjener på udlejning, mod at de lejer huset ud gennem et bureau, der auomatisk indberetter til Skat.

- Vi skal først komme med rapporten, inden vi kan komme med et endeligt bud, men ministeren har foreslået, at vi finder en model, der svarer lidt til den, man bruger på sommerhuse, og det prøver vi at kigge på i øjeblikket. Hvor man får en særlig skattebegunstigelse og bliver skattepligtiget af lidt mindre, men så skal man heller ikke rode ved sine fradrag, siger formanden.

Skattelovrådets anbefalinger lander på skatteministerens bord i løbet af foråret.