Bødskov blæser til kamp mod konkursryttere

Ny lov kan sende virksomhedsledere, der spekulerer i konkurser, i karantæne i flere år.

Udspekulerede, kriminelle topchefer slipper for let fra krakkede banker og konkursramte virksomheder med millioner på lommen uden straf.

Det mener justitsminister, Morten Bødskov (S), og onsdag indleder han et opgør mod de såkaldte konkursryttere, der efterlader tømte selskaber uden bogføring og påfører store økonomiske tab til de offentlige og private kreditorer.

Ministeren fremsætter i Folketinget et lovforslag om konkurskarantæne. Reglerne vil betyde, at en person, som har optrådt uforsvarligt i forbindelse med en virksomhedskonkurs, kan få forbud mod at drive virksomhed i en årrække.

- Det har vist sig, at tilsyneladende pæne erhvervsfolk har haft held med gang på gang at tømme virksomheder for værdier for herefter at putte pengene i egen lomme, udtaler Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

- Det er naturligvis helt uacceptabelt. Med indførslen af konkurskarantæne får vi mulighed for at sætte effektivt ind over for de skruppelløse konkursryttere.

Det bliver skifterettens opgave at vurdere, hvorvidt virksomhedslederen har handlet uforsvarligt og skal idømmes karantæne.

Forslaget om konkurskarantæne er en del af regeringens og Enhedslistens samlede aftale om at styrke indsatsen mod økonomisk kriminalitet.

Regeringspartierne og Enhedslisten har sat 10 millioner kroner af i finansloven for 2013 til at gennemføre den nye indsats imod konkursryttere.

/ritzau/

Facebook
Twitter