Boligejere med høj gæld klemmes af skatteforslag

Regeringens forslag til nye boligskatteregler kan få priserne til at dratte med 15 procent ret hurtigt, viser beregninger. Det kan klemme gældsramte boligejere.

Ejere af ejerlejligheder vil meget hurtigt blive ramt af de nye boligskatteregler, der kan betyde prisfald på op til 15 procent, lyder vurderingen. (Foto: © Ólafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Overgangen til de nye regler for boligskat, som regeringen foreslog onsdag, kan blive en barsk omgang for især ejere af ejerlejligheder, der i forvejen er klemt på friværdien.

Det viser beregninger, foretaget af den liberale tænketank Cepos, der estimerer, at der kan komme prisfald omkring 15 procent, endda ret hurtigt.

Mens flere økonomer har vurderet, at de nye regler vil medføre prisfald for ejerligheder, har regeringen selv estimeret, at faldene ville være 5-10 procent.

Fald på over 15 procent

Tænketankens regneeksempel tager blandt andet udgangspunkt i en ejerlighed til 4,5 mio. kroner i København, der vil stige 17.800 kroner i grundskyld, og som derfor vil falde med 695.000 kroner, svarende til 15,5 procent.

Selv om beregningerne er behæftet med usikkerhed, mener Otto Brøns-Petersen, der er analysechef i Cepos, at faldet vil komme hurtigt. Det sker på trods af, at de nye regler lægger op til, at boligejere, der har købt eller når at købe inden 2021 får en skatterabat, så de ikke rammes af stigende skatter.

-Boligprisfaldet kan godt ramme ret hurtigt. Rabatten, der gives til de nuværende ejer, falder bort når man sælger - men prisfaldet vil sætte sig allerede fra starten af.

Kan også falde af andre grunde

Analysen tager ikke højde for, at priserne også kan falde af andre grunde - eksempelvis hvis den meget lave rente, vi har i øjeblikket, kommer til at stige. Det vil forværre situationen.

Regeringens forslag til ændringer af boligskatten blev onsdag hilst velkommen, men også kritiseret af flere økonomer. Størst ros fik afskaffelsen af skattestoppet på boliger fra 2021, der betyder, at boligskatterne herefter følger priserne på boliger, og altså dermed kan begynde at stige igen.

Til gengæld blev det kritiseret, at reglerne er for komplicerede, og forsøger at tilgodese boligejere, der i forvejen har nydt godt af skattestoppet, mens fremtidige købere ender med at få regningen i form af stigende skatter.

Lejlighederne taber

For ejerlejlighederne er udfordringen især, at vurderingen af de grunde, hvor der ligger ejerlejligheder, sættes op - og at det vil forplante sig som højere grundskyld til ejere af ejerlejligheder.

- De skal nu til at betale meget mere. Der er ingen tvivl om, at prisfaldet vil sætte sig fra starten af, og de boligejere, der i forvejen er klemt på friværdien, vil meget hurtigt komme til at mærke det, siger Otto Brøns-Petersen.

Prisfald på boliger kan især ramme boligejere, der har stor gæld i boligen, og som derfor - hvis priserne falder - vil opleve, at værdien af boligen bliver mindre end restgælden. Denne gruppe kan eksempelvis være nye på boligmarkedet, eller boligejere, der ikke har betalt afdrag på deres lån.

P1 Business kl. 13:30 fredag har mere om, hvordan forslaget til boligskatterne vil påvirke markedet.