Boliger til salg hober sig op: 'Meget markant opbremsning, vi ser lige nu'

Køberne flygter fra boligmarkedet, og derfor er der flere og flere boliger til salg.

Lige nu er der 31.497 huse til salg. Der er tale om en stigning på 32 procent det seneste år. (Foto: © DR GRAFIK/Nathalie Nystad)

Der er flere til-salg-skilte i vinduer og ved indkørsler over hele landet, end der var for et år siden.

For mens antallet af nye boliger, der bliver sat til salg, er nogenlunde konstant - så holder køberne sig langt væk for tiden, viser nye tal fra Boligsiden.

Dermed stiger udbuddet af villaer og lejligheder, forklarer Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit.

- Det er en meget markant opbremsning, vi ser lige nu, siger hun.

Sommerhus-udbud stiger mindst

Lige nu er der 31.497 huse til salg. Der er tale om en stigning på 32 procent det seneste år.

Ejerlejligheder med salgsskilte er øget med en stigning på 45 procent siden sidste år, viser Boligsidens tal.

Også antallet af sommerhuse er begyndt at stige. Her er der dog kun tale en årsstigning på seks procent.

Her kan du se tallene ved at trykke på de enkelte boligkategorier:

Udviklingen betyder, at køberne det seneste år har fået 10.000 flere boliger at vælge imellem - og på den måde er boligmarkedet nærmest vendt på hovedet i forhold til for et år siden, lyder det fra boligøkonomen.

- Vi kommer fra et niveau, som var hæsblæsende højt, da vi kom ind i 2022. Og vi slutter altså året med et antal handler, som vi skal en del antal år tilbage for at se lige så lavt, siger Mira Lie Nielsen.

Dyrere at låne til bolig

Det er især den tårnhøje inflation og de stigende renter, som får køberne til at tænke sig om en ekstra gang.

- Når man kommer ned i banken og skal låne til et boligkøb, så strækker indkomsterne ikke særligt langt nu, siger Mira Lie Nielsen.

Især i de større byer er priserne steget over de senere år. Her går der nu længere tid, før køberne skriver under på en slutseddel.

Og det mest pressede marked af alle er klart i København, hvor salget er bremset meget kraftigt op, siger Mira Lie Nielsen.

- Vi ser lige nu det færreste antal handler i mere end 10 år. Det betyder, at skal man sælge, så skal prisen noget ned i forhold til for bare et års tid siden,