Boliglån startede Alices gældsspiral

Alt for lette banklån til indskud i lejlighed lagde grunden til en gæld på 120.000 kr., som Alice Aagaard forsøger at komme af med.

Alice Aagaard mener ikke selv, at hun skulle have haft et dankort.

Ubetalte regninger hober sig op hjemme i skuffen, og gælden vokser stadig flere mennesker over hovedet.

Sidste år steg den samlede gæld med 20 procent til 5,3 milliarder kroner - og antallet registrerede dårlige betalere er nu oppe på 136.000 personer.

En af dem, der har gravet gældshullet dybere og dybere er 41-årige Alice Aagaard fra Haderslev.

Hendes gæld startede, da hun som 17-årig flyttede hjemmefra. Hun gik i banken og lånte uden problemer 20.000 kroner til indskud og møbler. Siden flyttede hun til en større lejlighed og historien gentog sig: et nyt lån til lejlighed og indflytning, selv om det første lån ikke var betalt.

Efterlyser bedre rådgivning

- På det tidspunkt var det for let at låne penge, siger Alice Aagaard til DR Nyheder.

Alice Aagaard giver ikke andre end hende selv skylden for den gæld, som gæld, som i dag er løbet op i 120.000 kr. Hun betaler af på gælden med 1100 kroner om måneden.

Hun mener, at det ville have været muligt at undgå gældsspiralen med en bedre rådgivning.

- Jeg burde have tænkt mig om, og jeg skulle aldrig have haft et dankort, siger Alice Aagaard, som først fik styr på sine pengesager, da hun henvendte sig til KFUM's Sociale Arbejde i Haderslev.

I Forbrugerrådet siger direktør Rasmus Kjeldahl siger, at mange risikerer at går personligt konkurs, fordi de ikke er i stand til at betale deres gæld.

Kontokort og kvicklån

For mange starter nedturen med en skilsmisse eller arbejdsløshed, fordi virksomheden skærer ned eller lukker. Når så lejligheden eller huset skal sælges, viser det sig, at prisen er faldet så meget, at det ikke dækker gælden.

Rasmus Kjeldahl peger også på gæld fra kontokort og kvicklån, hvor renten nogle gange løber op i 20, 30 eller 35 procent: "Noget, som de fleste mennesker ville betegne som åger".

Forbrugerrådet har derfor sammen med bl.a. KFUM's Sociale Arbejde og Kristeligt Studenter Settlement oprettet en frivillig gældsrådgivning.

- Her møder vi er folk i øjenhøjde og gennemgår deres økonomi. Vi hjælper med at skabe et overblik og måske en plan for, hvordan man kommer af med gælden, eller hvordan man kan lære at leve med gælden, sådan at ens liv ikke bliver ødelagt, siger Rasmus Kjeldahl.

Facebook
Twitter