Boligpriserne fik kæmpe smæk sidste år: Se hvor slemt det ser ud i din kommune

Boligpriserne faldt i langt størstedelen af landets kommuner sidste år - i 11 kommuner steg den.

Boligpriserne har fået en ordentlig lussing i 2022 - og der er flere prisfald i vente i år. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix Denmark)

Det har været en lidt af en rutschebanetur at være boligejer i 2022.

Og desværre har det været en tur i rutschebanen, der har givet både kvalme og måske også en lille smule opkast.

Boligpriserne startede nemlig med bravour i første halvdel af året, men så fik de en gedigen mavepuster, og ved udgangen af året var både kategorien villaer/rækkehuse og ejerlejligheder i gennemsnit faldet med seks procent.

Det er det største årlige fald i over 10 år, viser tal fra Boligsiden.

- Vi kommer fra en periode, hvor priserne på kort tid steg rigtig meget – så kom de her rentestigninger og gav et ordentligt los over skinnebenet til boligmarkedet, og bolighandlerne faldt, siger boligøkonom i Nykredit Mira Lie Nielsen.

Faldet med en kvart million

Hvis du købte en bolig, da priserne toppede i sommer, så vil du gennemsnitligt have tabt næsten en kvart million kroner i boliglotteriet, viser udregninger fra privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer

For lejlighedsejere er faldet endnu kraftigere og rammer næsten 300.000 kroner.

Men på trods af de store prisfald, så er priserne langt fra faldet ned til det niveau, de havde før corona, forklarer boligøkonomen.

- Vi skal huske på, at de kraftige fald kommer efter en periode med kraftige stigninger. Aktuelt er boligpriserne sendt tilbage til omegnen af det, som de var ved indgangen til 2021, siger Brian Friis Helmer.

Årsagerne til den nye virkelighed på boligmarkedet skal først og fremmest findes i massive rentestigninger.

Et fastforrentet 30-års lån havde i begyndelsen af året en rente på to procent, mens renten ved udgangen af 2022 var steget til fem procent.

Det betyder, at du skal punge ud med flere tusinde af kroner ekstra om måneden nu sammenlignet med begyndelsen af sidste år, hvis du skal låne for eksempel to millioner kroner.

- De højere renter gør det dyrere at finansiere drømmeboligen. For nogle kan det betyde, at boligdrømme må opgives, mens andre må lede efter en billigere bolig.

- En billigere bolig kan opnås ved at købe mindre, en anden kvalitet eller forsøge at presse prisen ned. Det hele giver et nedadgående pres på boligpriserne, siger Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank.

Han peger ligeledes på, at boligpriserne oplever modvind fra højere energipriser, høj inflation samt større usikkerhed for den økonomiske fremtid.

Herunder kan du se, hvordan priserne på ejerlejligheder har udviklet sig i 2022:

Prognoser: Boligpriserne bliver ved med at falde

Hvis du som boligejer havde sat næsen op efter, at din bolig snart igen ville stige i værdi, så kommer du angiveligt til at vente længe.

Der er nemlig bred enighed om, at boligpriserne bliver ved med at falde i år. I Nationalbankens seneste prognose fra september lød det, at boligpriserne ville falde med yderligere 5,6 procent i år og næsten to procent i 2024.

Det betyder altså, at en gennemsnitlig villa til en pris på 2,5 millioner kroner mister 140.000 kroner i værdi alene i år, hvis prognosen viser sig at holde stik.

Hos landets bankøkonomer spår de også yderligere fald på boligmarkedet. Hos Nordea vurderer de dog ikke, at det kommer til at gå lige så stærkt som sidste år.

- Den høje rente og de stigende priser på blandt andet energi og fødevarer dræner købernes økonomi, og kombineret med udsigten til yderligere prisfald, får det mange potentielle købere til at holde igen og vente på bedre tider, siger Lise Nytoft Bergmann i en skriftlig kommentar.

Hos Arbejdernes Landsbank vurderer Brian Friis Helmer, at boligpriserne får endnu en kæberasler i år.

- På landsplan forventer vi, at huspriserne står overfor yderligere fald på 5-10 procent, mens lejlighedspriserne kan falde yderligere ti procent eller mere. Prisfaldet vil især være udtalt i og omkring de større byer, siger han.