Bomuld og dermed tøj bliver dyrere

Voldsomt uvejr rundt om på kloden sender i dag bomuldsprisen op på højeste niveau nogensinde. Tøj bliver dyrere i Danmark, siger en tøjproducent.

(© Stock exchange)

Oversvømmelserne i Australien og tørken i Latinamerika rammer også Danmark. Det sker, når tøjpriserne stiger, som følge af bomuldsprisens himmelflugt.

- Jeg forudser prisstigninger på 10 til 25 procent, siger Claus Sørensen, direktør hos tøjproducenten BTX Group.

Brande-virksomheden producerer mærker som Brandtex, B-Young og Signature, der sælges hos omkring 600 forhandlere i Danmark.

- For eksempel kan du godt lægge 50 kroner oven i prisen på et par jeans, der i dag koster 300 ude i butikkerne, siger han.

Historisk dyrt

Prisstigningen skyldes, at bomuld, en af de vigtigste råvarer i tøjproduktion, er blevet væsentligt dyrere.

Prisen har aldrig været højere på den toneangivende råvarebørs for bomuld i New York, fortæller Christin Tuxen, senioranalytiker i Danske Bank.

- Lige nu ligger vi lidt over 2 dollars for et pund bomuld. Det er ny rekord og en fordobling af prisen inden for det seneste år, siger hun.

Uvejr ødelægger høsten

Især den ødelagte høst på grund af oversvømmelserne i Australien driver prisen op lige nu.

- Prisen er steget de seneste par dage, fordi Australien har været ude at sige, at på grund af de voldsomme oversvømmelser kan man ikke levere det, man tidligere forventede.

Australien, verdens fjerdestørste eksportør af det bløde materiale, sænkede sine estimater for produktionen med 32.000 ton.

Der er dog endnu flere faktorer på spil.

Indien sat restriktionereksporten af bomuld, mens importen af samme stof er steget markant i Kina. Kinesisk tekstilindustri øgede produktionen med 14 pct. sidste år.

I Latinamerika er bomuldshøsten flere steder blevet ødelagt af tørke.

Ren prisudvikling

I modsætning til under tidligere fødevarekriser spiller spekulanter, der søger et hurtigt afkast, en forsvindende lille rolle i prishoppet på bomuld, siger Christen Tuxen.

- Det er forstyrrelser i produktionen primært. Der kan sagtens være investorer, der sætter penge i markedet i håbet om at tjene penge, men det er uvejr, handelshindringer og øget efterspørgsel, der får markedet til at gå amok, vurderer hun.

Splejser om udgiften

Hos BTX Group forudser direktør Claus Sørensen, at de øgede priser slår igennem med forsinkelse.

- Vi handler et stykke ud i fremtiden, så den dyre bomuld slår igennem i slutningen af sommeren og hen over efteråret. Men den kommer uden tvivl, siger han.

Claus Sørensen afviser, at tøjbutikkerne tørrer hele prisstigningen af på kunderne.

- Der ville være en stigning på 50 procent, hvis leverandører og butikkerne ikke også tog en del af slaget. Det koster os alle sammen dyrere.

Forbrugerne betaler

Hos tøjbranchens egen interesseorganisation, Dansk Mode og Textil, erkender eksportchef Michael Hillmose imidlertid, at forbrugerne betaler den største regning for de stigende bomuldspriser.

- Der er kun et sted, denne merudgift kan hentes. Det er hos detailhandelens kunder - altså forbrugerne, siger han.

FacebookTwitter