Borgmestre: Lad tyskere købe sommerhuse

Næsten halvdelen af landets borgmestre vil lade udlændinge købe feriebolig i Danmark. 'Hellere en tysk ejer end et tomt hus', lyder det fra Lolland.

Sommerhusenes liggetider bekymrer borgmestre. (© colourbox)

Tyskere, svenskere og andre udlændinge skal have lov at købe sommerhus i Danmark.

Det mener 36 ud af 77 borgmestre, der har deltaget i en rundspørge, som DR har lavet. Det svarer til lige under halvdelen af de adspurgte.

Kun 32 borgmestre er tilhængere af, at de nuværende regler bevares.

Sommerhusreglen, der også er kendt som det femte EU-forbehold, kræver, at købere af sommerhuse i Danmark skal have bopæl i landet.

Lolland, Falster og VesthimmerlandJa-sigerne er fordelt over hele landet og tæller blandt andre Stig Vestergaard (S) fra Lolland, John Brædder (Nyt Guldborgsund) fra Guldborgsund og Knud Kristensen (K) fra Vesthimmerland.

Førstnævnte er stærkt utilfreds med reglerne.

- De er utidige. Jeg arbejder meget sammen med min tyske kollega og arbejder hårdt for at skabe et fælles erhvervsområde og et fælles turistområde. Når den faste forbindelse (over Femern Bælt, red.) kommer, så kan det altså ikke passe, at man gerne må bosætte sig på den ene side af broen og ikke på den anden, mener Stig Vestergaard.

2000 grunde i overskudI Guldborgsund Kommune er John Brædder (Nyt Guldborgsund) også stærk tilhænger af at åbne døren til sommerhusmarkedet op for tyskere og andre udlændinge.

- Der er rigtig mange sommerhuse til salg og vi ved, at der rigtig mange tyskere, der gerne vil købe sommerhuse i vores område, for de kommer og spørger hos ejendomsmæglerne. Hvorfor skulle vi ikke udnytte det, spørger han.

- Danskere kan købe fast ejendom i udlandet. Hvorfor må udlændinge ikke købe sommerhus i Danmark, lyder det fra John Brædder.

Han anslår, at der i området Marielyst i Guldborgsund Kommune lige nu er omkring 2000 ledige byggegrunde til sommerhuse.

'Sætter eventyr over styr'Længere mod nord er Knud Kristensen bekymret for turistindustrien i Vesthimmerland Kommune.

Han frygter for fremtiden i lokalområdet, hvis ikke reglerne ændres.

- Vi er ved at sætte vores turisteventyr over styr. Hvis vi ikke får turister til området, risikerer det at dø hen. Derfor skal vi kunne sælge vores sommerhuse til for eksempel tyskere, siger han.

Nej fra vestkystenØnsket om at åbne døren for udlændinge ind på boligmarkedet møder dog modstand fra Fanø.

- Jeg kunne frygte, at de ville trække deres sommerhuse ud af lejemarkedet, siger Fanøs borgmester Erik Nørreby (V), der mener den store støtte til at ændre reglerne er en panikløsning.

- Hvis man først giver los på reglen, er der ingen vej tilbage. Og så har vi jo solgt ud af vores overnatningsmuligheder her på egnen, hvis det nu viser sig, at de lejer mindre ud end danskerne gør, siger Erik Nørreby.

Han får opbakning fra sine kolleger langs vestkysten. I Tønder, Esbjerg, Varde og Ringkøbing-Sjern siger borgmestrene nej.

S-minister: NejBeslutningen om at ændre i reglerne ligger på justitsminister Morten Bødskovs (S) bord. Men ifølge ministeriet er han på efterårsferie og det har derfor ikke været muligt at få en kommentar.

Hans kollega, minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S), afviser imidlertid at ophæve den danske særregel.

- Jeg kan jo se på den undersøgelse, I har lavet, at det er sådan lidt fifty-fifty. Jeg tror, det er lige sådan i befolkningen og der er stærke følelser i det her, siger han.

- Men jeg har ikke - og jeg tror heller ikke, at andre i denne regering har - tænkt mig at ændre på den her regel. Vi skal finde andre udviklingsstrategier end at sælge vores dejlige feriehuse til tyskerne.

Der er mere om kampen om de danske sommerhuse i P1 Business. Det er torsdag kl. 13,03 eller lørdag kl. 14,03.

Se her, hvad din lokale borgmester mener om sommerhusreglen.

Facebook
Twitter