BR-navnet overlever: Salling Group køber legetøjslager og brand efter BR

1.200 fritstillede medarbejdere og butikker er ikke del af aftalen.

Lukket BR-butik i Svendborg kort før nytår. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Den lille, glade garder fra den konkursramte legetøjskæde BR får nyt hjem.

Salling Group køber nemlig BRs brand og Top-Toys varelager, skriver detailgiganten i en pressemeddelelse.

Aftalen omfatter ikke Toys'R'Us-brandet, men altså kun BR.

- Hvordan BR-brandet på sigt vil blive anvendt, har vi ikke taget endelig stilling til endnu, siger Per Bank, der er administrerende direktør i Salling Group.

1.200 medarbejdere skal ikke med

Heller ikke de fysiske butikker eller de 1.200 medarbejdere, der er fritstillet efter legetøjsgigantens konkurs sidst i december, er en del af aftalen.

- Det er beklageligt, når kompetente medarbejdere i branchen mister deres arbejde efter butikslukninger. Med 1500 ledige jobs i Salling Group er der forhåbentlig muligheder for mange af Top-Toys dygtige medarbejdere hos os, fortsætter han.

Salling Group står blandt andet bag kæderne Bilka, Føtex, Netto, Wupti.com og Salling Stormagasiner, og virksomheden har planer om, at varerne skal sælges i nogle af disse butikker.

- I første omgang ser Salling Group et stærkt samspil mellem det opkøbte varelager og Føtex’ og Bilkas eksisterende udbud af legetøj, skriver virksomheden.

Julegaver kan byttes trods konkurs

Top-Toys deroute startede 30. november, hvor selskabet efter et stort underskud gik i rekonstruktion.

Kort før jul blev kreditorerne enige om en plan, der skulle give Top-Toy seks måneder til at komme på fode igen.

Legetøjskoncernen valgte dog alligevel at trække stikket og gå konkurs i slutningen af december efter et skuffende julesalg.

Har man købt eller fået julegaver fra Top-Toy kan gaverne fortsat byttes hos andre af Salling Groups butikker.

Før nytår lancerede Bilka og Føtex nemlig en bytteservice, så julegaver købt i BR og Toys'R'Us i Danmark kan byttes til andet legetøj i Føtex' og Bilkas udvalg, skriver detailkæden.

- Bytteordningen fortsætter uændret hele måneden, så julegaver kan byttes frem til den 31. januar, hvis varen findes i Føtex, Bilka eller på Bilka.dk, oplyser Salling Group.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ifølge Salling Group blevet orienteret om handlen.

Facebook
Twitter