Brat butikslukning æder vigtige dage af din byttegaranti: 'Det duer ikke'

Nedlukning mellem jul og nytår svækker vores ret til at bytte gaver, mener Forbrugerrådet Tænk.

Normalt afløses gaveræset af et lige så hektisk bytteræs, men i år er der helt lukket i butikkerne mellem jul og nytår. (Foto: Axel Schütt © Scanpix)

Normalt er der sort af mennesker i dagene lige efter jul, hvor butikkerne åbner op, og julegaver ryger tilbage over disken.

Gaveræset udskiftes efter traditionen normalt med et bytteræs. Men i år ser det helt anderledes ud.

Alle butikker bortset fra apoteker og dagligvarebutikker skal holde lukket fra 25. december til 3. januar, og det kan få afgørende betydning for forbrugernes ret til at bytte julegaver, mener interesseorganisationen Forbrugerrådet Tænk.

- Hvis butikkerne har givet kunderne en bytteret, så skal de kunne udnytte den. Og hvis de har lukket i perioden, så må man forlænge den, så folk kan bruge deres ret, siger vicedirektør Vagn Jelsøe.

'Butikker ikke forpligtet'

Nedlukningen af butikker blev præsenteret af statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i denne uge. Restriktionerne er stammet yderligere efter jul i forsøget på at bremse coronasmitten.

Men netop nu når butikkerne ikke må holde åbent, så må de i stedet være åbne over for, at der er tale om en særlig situation, mener Forbrugerrådet Tænk.

Retten til at bytte gaver er nemlig som udgangspunkt noget, som butikkerne helt selv bestemmer, forklarer vicedirektøren.

- Butikker er ikke forpligtet til at bytte julegaver, hvis de ikke har skrevet det nogle steder. Dog tilbyder nærmest alle butikker i Danmark julegavebyt, fordi det er en god forretning, da folk bytter til noget andet og ofte dyrere, siger Vagn Jelsøe.

Mange af de store butikskæder har allerede sagt, at de vil forlænge bytteperioden. Og nu må flere af butikkerne melde rent ud, så forbrugerne ved, hvad de kan regne med, mener Vagn Jelsøe.

- Hvis man har stillet folk 14 dages bytteret i udsigt, så bør man forlænge 14 dage, når der åbnes op igen. Det duer ikke, at man holder lukket i hele perioden, så folk ikke har mulighed for at bytte, siger han.

'Problem løser sig selv'

Bo Dalsgaard er chefkonsulent i interesseorganisationen Dansk Erhverv, og ifølge ham er budskabet om at udvide byttegarantien noget, som erhvervsorganisationer allerede i sidste måned opfordrede sine medlemmer til.

- Opfordringen gælder fortsat – at man enten forlænger byttefristen eller hjælper til at finde løsninger for de kunder, der måtte ønske at bytte en vare, selvom fristen er overskredet, siger Bo Dalsgaard.

Derfor mener han heller ikke, at det bliver et problem at få gaverne byttet i tide i år på trods af nedlukningen mellem jul og nytår.

- Det vil undre mig meget, hvis nogle butikker vælger at holde fast og ikke vil bytte en vare, selvom fristen er overskredet som følge af, at butikkerne ikke har kunnet holde åbent.

- Det er en særlig situation, og jeg både håber og forventer, at butikkerne og kunderne løser problemet helt af sig selv, siger Bo Dalsgaard.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter