Briternes tillid til økonomien falder lodret efter Brexit

Det er 26 år siden, briternes tillid til økonomien er faldet så kraftigt på en måned.

Det er ikke kun analytikere, der mener, at skyerne hænger tungt over britisk økonomi. Også forbrugerne har mistet tilliden til økonomien efter det skelsættende nej til EU den 26. juni i år. (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)

Storbritanniens nej til EU har givet den britiske forbrugertillid en ordentlig mavepuster.

Det viser analysebureauet GFK's månedlige oversigt over briternes forbrugertillid. Ifølge spørgeundersøgelsen faldt forbrugertilliden med 11 procentpoint fra juni til juli.

- Vi har set et meget markant fald i tilliden. Den største nedgang ser vi i forventninger til den generelle økonomiske situation det næste år. Her er faldet 19 procentpoint, siger Joe Staton, Head of Market Dynamics hos GFK i en pressemeddelelse.

Det er over 26 år siden, indekset for forbrugertilliden senest faldt så voldsomt.

Dengang var den konservative Margaret Thatcher premierminister i Storbritannien. Da hun lancerede en skattereform uden socialt hensyn, satte demonstranter gang i de største protester, Storbritannien oplevede i det 20. århundrede. Næsten 50 politibetjente blev såret.

Senere på året gik Margaret Thatcher af som premierminister.

Også briternes tro på egne økonomiske udsigter har fået et ordentligt hak i tuden. Indekset over forbrugertilliden viser her et minus på ni procentpoint i forhold til før afstemningen.

- Indeksets fremtidige bane afhænger af, om vi går ind i en ny periode med skadende økonomisk usikkerhed eller genoprettet tillid ved, at der bliver omfavnet en positiv holdning til at forhandle en ny aftale for Storbritannien, siger Joe Staton.

Det britiske marked rettede sig hurtigt efter Brexit-afstemningen, som ellers sendte et chok gennem investorkredse verden rundt.

Til gengæld har pundets umiddelbare fald på 10 procent ikke rettet sig.

En måned efter afstemningen holdt pundet fast i et minus på ni procent.

Facebook
Twitter