Britiske piloter og Ryanair lander historisk aftale

De britiske piloter hos lavprisselskabet Ryanair har sammen med flyselskabet underskrevet en frivillig fagforeningsaftale.

For første gang nogensinde har lavprisselskabet Ryanair skrevet under på udkastet til en frivillig fagforeningsaftale. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Scanpix)

Lavprisselskabet Ryanair og britiske piloter har underskrevet et udkast til en frivillig fagforeningsaftale.

Det er den første af den slags aftaler, som selskabet nogensinde har sagt ja til at indgå i. Det skriver Reuters.

Fagforeningen British Airline Pilots' Association, Balpa, kalder aftalen historisk.

- I betragtning af Ryanairs tidligere fjendtlighed over for fagforeninger er dagens aftale en historisk en af slagsen, siger foreningens generalsekretær Brian Strutton i en meddelelse.

Gælder 600 britiske piloter

Aftalen betyder, at Ryanair anerkender Balpa som fagforening for selskabets 600 piloter. Dermed gælder aftalen for ansatte, som har base i Storbritannien.

Ryanair har i flere år haft ry for at være et selskab, der ikke lavede sådanne aftaler med sine ansatte.

Men den britiske fagforening har efter forhandlingsforløbet med Ryanair fået andet syn på selskabet.

- Mens vi oprindeligt var skeptiske over Ryanairs oprigtighed omkring at tilbyde at anerkende os og andre fagforeninger, har vores samtaler og møder med dem vist, at de oprigtigt gerne vil have et konstruktivt forhold til fagforeningerne, siger Brian Strutton videre i sin meddelelse.

Han opfordrer derfor i samme ombæring Ryanair til at lave aftaler med andre fagforeninger.

Aftale i skyggen af strejkevarsler

Aftalen med de britiske piloter kommer i skyggen af strejkevarsler og pilotflugt fra Ryanair i december sidste år.

Dengang sagde Ryanairs bombastiske topchef Michael O'Leary, at man var parat til forhandle med fagforeningerne.

- At anerkende fagforeninger vil være en signifikant ændring for Ryanair. Men vi har leveret radikale ændringer før, lød det dengang i en udtalelse fra Michael O'Leary ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Michael O'Leary har tidligere haft det som princip at afvise de ansattes fagforeninger med henvisning til, at det gik imod konceptet om at udvikle et dengang lille regionalt lavprisselskab til at blive Europas største luftfartsselskab målt på antal passagerer.

Men det princip ser nu ud til at være ændret. Fremtiden for Ryanair tyder dermed på, at virksomheden nu anlægger en helt ny forhandlingsmodel.

I december spåede selskabets topchef, at en aftale ville kunne landes i begyndelsen 2018.

- Vi håber og forventer, at disse strukturer kan og vil blive aftalt med vores piloter tidligt i det nye år, lød det i meddelelsen fra Michael O'Leary.

Herhjemme kæmpede fagbevægelsen i sommeren 2015 en kamp mod Ryanair for at få overenskomstkrav igennem til selskabets ansatte i Danmark.

Arbejdsretten slog efterfølgende fast, at fagbevægelsen kan beskytte arbejdstagere med base i Danmark.

Men dengang afviste Ryanair at sætte sig ved forhandlingsbordet og valgte i stedet at lukke sine baser i Danmark.