Brug computer - ellers ryger dagpengene

Halvdelen af de arbejdsløse er såkaldte "IT-analfabeter". Men nu skal de bruge computer og Internet. Ellers bliver der lukket for dagpengene.

Arbejdsløse skal nu bruge computer. Ellers forsvinder dagpengene. (Foto: L. Avi © Stock.xchang)

Selvom godt halvdelen af landets arbejdsløse er IT-analfabeter, og mange ikke har råd til en computer, tvinges de fra årsskiftet til at opdatere deres jobprofil på Internettet hver uge. Ellers ryger dagpengene.

LO-sekretær Harald Børsting mener, at reglen er tåbelig. Han frygter, at det kommer til at skabe kaos i fagforbundenes A-kasser, hvor medlemmerne vil henvende sig, hvis dagpengene pludselig udebliver, fordi de har glemt at opdatere deres CV.

LO: Unødigt bureaukrati

- Der er mange af vores medlemmer, der ikke har en computer, og derfor er det helt unødigt bureaukrati, så vi synes man burde droppe den del af aftalen, siger Harald Børsting.

I regeringspartiet Venstre bakker arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg fuldstændig op om ordningen og vil se tiden an:

- Hvis det viser sig, at der giver uoverstigelige problemer, så må vi jo kigge på det, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk