Brug mobilen under hele flyveturen

SAS tillader nu også brug af tablet og mobiltelefon under start og landing

Brug bare mobilen under hele flyveturen, lyder det fra SAS (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

- Du må gerne bruge elektronisk udstyr, så længe det er sat i flight mode under hele flyvningen.

Sådan kommer det fremover til at lyde over højtalerne, når du skal ud og flyve med SAS. I dag har flyselskabet nemlig opdateret sin sikkerhedsprocedure, så rejsende nu kan bruge både telefoner og tablets under hele flyveturen. Det skriver Check-In.dk.

Elektronikken skal dog stadig kunne slås på "flytilstand". Det er en funktion, der gør at mobilforbindelsen, WiFi, FM-radio, Bluetooth og deling via NFC (Near Field Communications) bliver slået fra, men bevarer muligheden for for eksempel at kunne lytte til musik eller se videoer, der allerede er downloadet.

Tidligere har det været obligatorisk at al elektronisk udstyr skal være slukket under både start og landing, men i mandags gav EU-Kommissionen i samarbejde med det europæiske luftsikkerhedsagentur EASA grønt lys for de nye procedurer.

Facebook
Twitter