Brug for ny Øresundsforbindelse

Øresundsbroen er for lille til at klare fremtidens trafikmængder, og derfor bliver det inden for 20 nødvendigt at bygge en ny fast forbindelse til Sverige, siger trafikeksperter.

Det er især togtrafikken, som belaster den nuværende Øresundsforbindelse. (Foto: Pierre Mens © bridgephoto.dk)

Øresundsbroen er allerede på nuværende tidspunkt så hårdt belastet af tog-trafik, at det inden for en årrække bliver nødvendigt at bygge endnu en fast forbindelse over Øresund.

Det mener to trafik-eksperter, skriver Børsen. Eksperterne peger på, at en tunnel fra Helsingør til Helsingborg - som en svensk rapport for nyligt har foreslået - vil være det mest oplagte.

- Der vil i løbet af nogle år opstå et behov for en forbindelse mere på tværs af Øresund. Her vil det være mest oplagt med en tunnel-forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Jeg tror, at spørgsmålet om en ekstra forbindelse for alvor vil komme op, når Femernbroen står færdig, siger Alex Landex, trafikforsker ved DTU Transport.

Femern-broen skal efter planen stå færdig i 2018. Alex Landex tror på, at en ny Øresundstunnel meget vel kan komme på tegnebrættet umiddelbart derefter og være en realitet om 20 år.