Butikker snyder med afrunding

25-øren blev afskaffet den 1. oktober 2008. Det har en del butikker tilsyneladende svært ved at håndtere. Mange forbrugere klager nu over, at butikkerne ikke afrunder regningen korrekt.

Mange kunder klager til Forbrugerombudsmanden over, at butikkerne ikke kan finde us af at afrunde korrekt, efter at 25-øren blev afskaffet i efteråret.

25-øren blev afskaffet som gyldigt betalingsmiddel den 1. oktober 2008. Det har en del butikker tilsyneladende svært ved at håndtere.

Forbrugerombudsmanden får stadig hyppigt henvendelser fra forbrugere, som oplever, at butikker afrunder forkert.

Han har derfor bedt detailhandlens organisationer Dansk Erhverv og DI Handel om at indskærpe reglerne over for butikkerne.

Butikker og forretninger har pligt til at følge møntlovens regler. Hvis de glemmer det og snyder kunderne, er det i strid med markedsføringslovens regel om god markedsføringsskik.

Ifølge Forbrugerstyrelsen er der en række tommelfingerregler at holde sig for øje, når du betaler med kontanter eller kreditkort:

• Beløb der ender på 1-24 øre rundes ned til 0 kr., beløb der ender på 25-74 øre rundes af til 50 øre, og beløb på 75-99 øre rundes op til 1 kr.

• Afrundingsreglerne gælder kun for det samlede beløb - ikke for den enkelte vare.

• Når kunden betaler med Dankort, netbank eller anden elektronisk betaling, må der ikke afrundes. Betalingen skal ske på det præcise beløb. Det gælder også, hvis kunden beder om at måtte hæve 100 kr. over beløbet.