Casper Schrøder: Er 32 rengøringshjælpere nok til at skrive danmarkshistorie?

Overenskomst med platformsvirksomhed tester fagbevægelsen.

Kun 32 ud af Hilfrs 212 rengøringshjælpere arbejder på overenskomst. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Danmarkshistorisk. Intet mindre.

Ordene var store, smilene var brede og håndtrykkene varme, da der for halvandet år siden blev indgået overenskomst mellem rengøringsfirmaet Hilfr og fagforeningen 3F.

Selv den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var mødt op for at lovprise aftalen.

For Hilfr er ikke noget almindeligt rengøringsfirma, men en såkaldt platformsvirksomhed, og sådan én var der aldrig før tegnet overenskomst med.

Nu skulle en helt ny tids virksomheder indlemmes – eller inddæmmes – af den hæderkronede danske arbejdsmarkedsmodel med ordnede forhold og styr på skatten.

Men inddæmningen har vist sig noget utæt. For i dag er det kun 32 ud af Hilfrs 212 rengøringshjælpere, der faktisk arbejder på overenskomst.

I mellemtiden er et konkurrerende platformsfirma – Happy Helper –blevet børsnoteret og leverer tusindvis af rengøringer om året. Alt sammen uden overenskomst.

Spørgsmålet er, om 32 rengøringshjælpere er nok til at skrive danmarkshistorie?

Kunderne bestemmer

Hilfr tilhører en nye tids virksomheder med sin platformsopbygning, der ikke umiddelbart lægger op til traditionelt arbejdsgiveransvar.

På Hilfrs hjemmeside kan rengøringshjælpere oprette en personlig profil for at tilbyde deres arbejdskraft. Om rengøringshjælperne vil være på overenskomst, er helt frivilligt, og de kan selv sætte deres pris. Så kan kunderne ellers selv vælge, hvem de vil have til at give deres hjem en overhaling.

Og de fleste vælger altså at bestille rengøring uden overenskomst, så det er nok ikke den danske rengøringskunde, man skal sætte sin lid til, hvis man gerne vil se den danske model overleve i en platformsøkonmomi.

Platformsøkonomien udgør naturligvis kun en forsvindende lille del af det danske arbejdsmarked i dag – men området kan komme til at sætte en ny standard for udviklingen på det etablerede arbejdsmarked, og ingen tør lade være med at forholde sig til det.

Det var under overværelse af blandt andet formanden for 3F, Per Christensen (tv.), fhv. direktør i Dansk Industri, Karsten Dybvad og fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen at Hilfr underskrev Danmarks første digitale overenskomst.

Behov for en overhaling

For halvandet år siden var en overhaling også, hvad platformsvirksomhedernes ry godt kunne bruge.

Den nok mest kendte virksomhed af slagsen er nok kørselstjenesten Uber, der presset forlod landet med hvinende dæk og et spor af anklager om ulovlig pirattaxakørsel og omfattende skattesnyd blandt chaufførerne.

Derfor var indgåelsen af en overenskomst en særdeles positiv historie for Hilfr, der kunne adskille sig fra andre platformvirksomheders smudsede omdømme. Firmaet har selv fortalt, at aftalen og omtalen af den gav et stort løft i omsætningen.

Fagbevægelsen havde også noget at opnå. For flere og flere var begyndt at spørge sig selv, om den hæderkronede – men måske også let støvede – danske fagbevægelse mon overhovedet havde et svar på den nye måde at formidle arbejdskraft på?

Samtidig steg utålmodigheden med statsministerens stort anlagte disruptionråd, der skulle levere svar på den moderne tids udfordringer, blandt andet på arbejdsmarkedet, hvor der var - og stadig - er en bekymring for at fremtiden kan byde på store grupper af løsarbejdere med dårligere forhold end dem, vi kender i dag. Meget konkret var der ikke kommet ud af de mange stort anlagte disruptionmøder, hvor fagbevægelsen også deltog.

Alle havde altså noget at vinde ved at få lavet en platformsoverenskomst.

Stivnede smil

Halvandet år efter er de store ord dog noget mere afdæmpede, de brede smil stivnet en smule og håndfladerne er måske blevet lidt klamme.

3F medgiver, at 32 rengøringshjælperne nok ikke er helt nok til at skrive sig ind i historiens annaler, men man vælger at se glasset som halvfyldt i stedet for halvtomt. 32 er jo bedre end ingenting, og der er jo mange traditionelle rengøringsfirmaer i landet, hvor der slet ikke er nogen ansatte på overenskomst, lyder det.

Udfordringen dog, at man benytter en anden standard end på det traditionelle arbejdsmarked. Man ville næppe tilbyde et almindeligt rengøringsfirma med 212 ansatte, at de frivilligt kunne bruge overenskomst til de ansatte – hvis de lige havde lyst og kunderne ville betale for det.

Hilfr overenskomsten er på sin vis danmarkshistorisk. Ikke fordi den er indgået. Men fordi den er en prøve på, hvilken standard fagbevægelsen kan sætte på fremtidens arbejdsmarked.