Casper Schrøder: Først nu begynder sygeplejerske-strejken for alvor

Dagens møde mellem sygeplejerskerne og arbejdsgiverne åbner nyt kapitel i konflikten.

I dag mødes Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner for første gang i to måneder. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Hvis sygeplejerske-strejken sluttede i dag, så er jeg ret sikker på, at den ville gå over i historien som den glemte strejke.

Strejken har allerede varet længe, men de fleste har hen over sommeren været mere optagede af terrasse-temperaturen end tjenestemandsreformen.

Sygeplejerskerne har nedlagt arbejdet for at få mere i løn. De mener, at netop tjenestemandsreformen fra 1969 har skabt et skævt fundament for traditionelle kvindefag i lønsystemet.

Sommeren - og den tilsyneladende endeløse rækker af fodboldspillere, cykelryttere, sejlere, roere, ryttere, håndboldspillere, badmintonspillere, svømmere og løbere både med og uden hække – er ikke den eneste årsag til, at konflikten har kæmpet med at få opmærksomhed.

For selvom konflikten nærmer sig en rekord målt i antal dage, så placerer den sig noget længere tilbage i feltet målt på antallet af strejkende sygeplejersker og aflyste behandlinger.

Det er jo mest på papiret, at strejken har været lang, og på mange måder begynder den først nu for alvor, som en kilde tæt på konflikten sagde til mig denne uge.

Ja, strejken er ikke slut endnu, og det er for tidligt at skrive historien om den. Det er langt fra sikkert, at den ender med titlen 'den glemte strejke'.

Fortællingen om konflikten går ind et nyt og afgørende kapitel med dagens møde mellem Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner, den første kontakt mellem parterne i to måneder.

Mødet vil udstikke den videre vej for konflikten: Er der grundlag for flere møder, egentlige forhandlinger? Hvis ikke, så virker et lovindgreb fra regeringen som den eneste måde at slutte konflikten på.

Lille strejke vil vokse

Møde eller ej, så vil andre ting også skabe ny opmærksomhed den kommende tid.

Hen over sommeren har 4.750 sygeplejersker – færre end én ud af ti sygeplejersker - været i strejke, og kombineret med neddroslet sommeraktivitet på sygehusene har det indtil videre kun givet beskedne konsekvenser for patienterne.

Foreløbig har det på to måneder betydet knap 50.000 aflyste og udskudte behandlinger, og selvom det sætter den enkelte patient i en svær situation, så er det meget langt fra omfanget i 2008, hvor der i perioder var op mod 50.000 aflysninger – om ugen.

Antallet af aflysninger vil vokse gennem august i takt med stigende aktivitet på sygehusene og flere og flere sygeplejersker i strejke. Denne uge trådte den første udvidelse af strejken i kraft med yderligere 700 sygeplejersker, der nedlægger arbejdet. De kommende uger er flere arbejdsnedlæggelser varslet, og i septembers første uger kan det samlede antal strejkende være oppe på 6.500 sygeplejersker.

Patient-problemer vil tage til

Hidtil har sundhedseksperter ikke set så store problemer i strejken, at det ville kunne lægge pres på arbejdsgivere og politikere for at afslutte konflikten.

Problemerne begynder dog så småt at vise sig, blandt andet med meldinger om overfyldte sygehuse flere steder, fordi patienterne ikke kan udskrives, da personalet til visitering har nedlagt arbejdet.

Sundhedsstyrelsen har allerede meldt om behov for skærpet opmærksomhed på netop dette problem, hvor Dansk Sygeplejeråd med relativt få strejkende kan skabe stor ravage i systemet, som er afhængig af hurtig og effektiv behandling og videresendelse af patienterne.

Forhandlingshåb er lille

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grethe Christensen. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Ingen vil udelukke noget i arbejdskonflikter, men som nævnt finder man ikke mange, der for alvor tror på en aftale mellem parterne som strejkens løsning.

Mange peger også på, at sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, næppe tror på det selv. Selv hvis hun fik forhandlet en aftale på plads, vil hun få svært ved at sikre medlemmernes ja efter at være blevet stemt ned to gange.

Og selv hvis en forhandlet aftale helt ekstraordinært skulle indeholde et ekstra lønløft, er der stor risiko for, at også det vil blive stemt ned, for frustrationen og forventningerne til markant mere i løn er store blandt medlemmerne. Nok også så store, at de ikke kan indfries.

Fra arbejdsgiverne i Danske Regioner og Kommunernes Landsforening – som man mødes med torsdag – vil der dog næppe komme flere penge på bordet.

Lønkronerne er allerede fordelt i forhandlingerne til de forskellige grupper af ansatte ud over sygeplejerskerne, så der er ikke mere at gøre godt med. Og hvis en hemmelig pose penge alligevel skulle vise sig – den slags sker – så vil det være en direkte opfordring til, at andre faggrupper også nedlægger arbejdet for at få deres lønkrav igennem.

En belønning til sygeplejerskerne for strejken vil heller ikke lige frem blive mødt med begejstring i den øvrige fagbevægelse, der er rasende over konflikten.

Planen var en samlet kamp for ligeløn i efteråret efter en veloverstået overenskomstforhandling, men med strejken har sygeplejerskerne skubbet pædagoger, SOSU-assistenter og andre faggrupper ned fra talerstolen og overtaget mikrofonen med budskabet om deres egne vilkår.

Hvad gør regeringen?

Tilbage står en irriteret socialdemokratisk regering.

Sygeplejerskernes vrede begyndte som en gnavende sten i skoen på dem, men har udviklet sig til en smertefuld hælspore, der ikke kan ignoreres.

Et regeringsindgreb er sjældent populært, og ingen er mere bevidst om det end statsminister Mette Frederiksen, der var beskæftigelsesminister, da der blev grebet ind i lærer-konflikten i 2013.

Griber regeringen ind med en mærkbar håndsrækning til sygeplejerskerne, vil det blandt andre offentligt ansatte vække vrede – for hvorfor skal sygeplejerskerne have, når nu vi også er utilfredse?

Og griber man ind med en kold skulder ved ganske enkelt at ophæve forligsmandens mæglingsskitse til lov, gør man sig selv til skurken, der trynede sygeplejerskernes ligelønskamp.

Det er ikke kun indgrebets form, som udgør et politisk dilemma, også dets timing.

Skal man få afsluttet problemet med et hurtigt indgreb, der måske kan blive upopulært, men også hurtigt glemt?

Eller skal der sendes et klart signal om, at arbejdsmarkedets parter skal løse deres egne konflikter, og derfor lader man strejken løbe ganske længe, inden et indgreb kommer. Og er der et særligt behov for at sende et signal om, at man ikke skal forvente nogen redningsplanke, når man som sygeplejerskerne er gået alene i strejke, uden nogen støtte fra den øvrige fagbevægelse?

Én ting er at åbne det nye kapitel - ingen kender endnu hverken indholdet eller længden på det. Det skal skrives over den kommende tid.

Facebook
Twitter