Casper Schrøder: Sådan kan sygeplejerskernes strejke ende

Hvem slutter strejken – og hvornår? DR’s økonomikorrespondent giver svar.

Strejkende sygeplejersker demonstrerer på Christiansborg Slotsplads i København i dag. Sygeplejerskerne ønsker mere i løn, da faget fortsat er i en lavere lønramme, hvor det blev placeret som et 'kvindefag' i 1969. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Hvis nogen fortæller dig, at de har gennemskuet, hvordan sygeplejerskernes strejke ender, så er de fulde af løgn. Så det vil jeg ikke gøre.

Men jeg vil her på strejkens første dag forsøge at beskrive det spil, som nu skal i gang, og hvordan og ikke mindst hvornår, det kan ende.

Sygeplejerskerne strejker efter at have sagt nej til at stige med 5 procent i løn de næste tre år. De vil have et markant løft af lønnen, som de mener er for lav og holdt nede af, at de traditionelt har været flest kvinder.

Reglerne revet i stykker

Konflikter på arbejdsmarkedet er altid indviklede – og denne gang er det endnu mere kompliceret, end det plejer. Se det som et skakspil med et meget større bræt og mange flere brikker end normalt.

For hvert træk spilleren tager, er situationen ny, og mulighederne for, hvordan spillet ender, er ændret. Denne gang er det ovenikøbet som om de kendte spilleregler ikke længere gælder.

Normalt er der to spillere, lønmodtagerne og arbejdsgiverne, og det er mellem dem, at forhandlingerne skal afgøres. Men sygeplejerskernes lønkrav er i realiteten slet ikke rettet mod arbejdsgiverne i regionerne og kommunerne, som de ellers kan forhandle med. Begge parter har mere eller mindre åbent erkendt, at arbejdsgiverne i regionerne og kommunerne ikke har pengene til et lønløft. Kravet er i stedet rettet mod en tredje spiller, Folketinget.

Men her kommer regelbogen ind. For så længe spillet mellem sygeplejerskerne og deres arbejdsgivere ikke er afsluttet – og det er det ikke, så længe strejken kører – så vil politikerne ikke træde ind på brættet med løsninger.

Med deres nej har sygeplejerskerne revet reglerne i stykker, og det gør bestemt ikke enden på strejkespillet mere forudsigelig.

Men. Lad os tage alle brikkernes udfaldsmuligheder fra en ende af:

En ny aftale slutter strejken

Sygeplejerskerne forhandler en ny overenskomstaftale på plads med arbejdsgiverne i regionerne og kommunerne, som medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd stemmer ja til.

Lige nu virker denne mulighed meget lidt sandsynlig, og det erkender både sygeplejerådets formand Grete Christensen og chefforhandler Anders Kuhnau da også.

Parterne vil altid stå stejlt over for hinanden først i en strejke, men denne gang er der nok mere om snakken end sædvanligvis. Når man grundlæggende gennem måneders forhandlinger har været enige om, at der ingen penge er i regionerne og kommunerne til at levere et lønløft, og at pengene skal komme fra et helt andet sted, Christiansborg, ja så der ikke meget at snakke om ved et forhandlingsbord.

Set fra arbejdsgivernes side, så har man ingen handlemuligheder, og man har allerede skrevet under på en opfordring til regeringen om at nedsætte en lønkomite, der skal undersøge problemet og anbefale løsninger.

Selv hvis det skulle lykkes at få en aftale på plads med symbolske erklæringer og mindre beløb, så er det tvivlsomt, om den kan indeholde resultater, som sygeplejerskerne vil stemme ja til, efter de stemte massivt nej til forligsinstitutionens mæglingsskitse.

Alene af den grund vil parternes interesse i at forhandle en aftale være begrænset. Lige nu er meldingen da også, at der ingen møder er mellem parterne.

Folketinget stopper strejken

Regeringen fremsætter et lovforslag, som vedtages af Folketinget, der afslutter strejken. I stedet for at sygeplejerskerne forhandler en aftale på plads med arbejdsgiverne, er det et flertal i Folketinget, der bestemmer, hvordan vilkårene og rammerne for sygeplejerskerne skal være frem til næste overenskomstforhandling.

Lige nu er det mest sandsynlige, at strejken ender med et lovindgreb, alene af den grund at en aftale ved forhandling virker usandsynlig. På et eller andet tidspunkt skal strejken slutte.

Bare fordi man forsøgsvis kan forudsige, at et lovindgreb kommer, så er det straks sværere at spå om, hvordan det vil se ud – og ikke mindst hvornår det vil komme.

Hurtigt lovindgreb

Et lovindgreb kommer efter 1-2 ugers strejke.

Folketinget vil være tilbageholdende med at gribe ind, med mindre sundhedsvæsnet viser sig at blive meget påvirket, eller der rejser sig et krav fra befolkningen om det.

Sådan lyder det i hvert fald i de kendte spilleregler, hvor politikerne skal lade konflikten spille så længe som muligt mellem lønmodtagerne og arbejdsgiverne som en del af den danske arbejdsmarkedsmodel. Alligevel taler nogle ting for et hurtigt indgreb.

Tidligere på året var forudsigelsen fra flere sider, at et lovindgreb kunne komme hurtigt, fordi hospitalerne var under pres med corona-patienter.

Lige nu er presset taget af på sundhedsvæsnet, men alligevel må man politisk tage højde for en mulig stigning igen efter sommer, drevet af sæson og af nye mutationer. Man har med andre ord ikke lyst til at stå med et sundhedsvæsen med ophobede arbejdspukler og et tyndslidt personale, hvis den situation skulle opstå.

Og så er det ikke kun parterne, der har erkendt, at en løsning næppe skal findes mellem dem, men på Christiansborg. Hvorfor lade ugerne slæbe sig afsted med strejke, når alle – også befolkningen – godt er klar over, at det er regeringen og Folketinget, der i sidste ende skal tage stilling til utilfredsheden – uanset om deres svar er mere i løn til sygeplejerskerne eller ej.

Langsomt lovindgreb

Et lovindgreb kommer efter 3-8 uger – eller senere.

Andre ting taler for, at danskerne og de strejkende skal væbne sig med tålmodighed.

Strejken er ret lille – kun hver tiende sygeplejerske er udtaget til strejke, hvilket er væsentligt færre end ved tidligere konflikter – og den kommer til at køre hen over sommeren, hvor aktiviteten nogle steder i forvejen er lavere end normalt. Der vil være aflysyninger, men tidligere konflikter har ramt hårdere.

Til det kommer, at sygeplejerskerne står alene med deres konflikt. Alle andre offentligt ansatte har stemt ja til deres overenskomster og er gået tilbage til arbejdet – også andre grupper som jordemødre, pædagoger og SOSU’er, som finder deres løn for lav.

Et hurtigt indgreb – uanset udformning – kan blive opfattet som en redningskrans til sygeplejerskerne, der er ved at drive til søs i den arbejdsnedlæggelse, som de selv har startet. En strejke skal ikke være uden konsekvenser at indlede, derfor må man vente med et indgreb.

Samtidig er befolkningen gået på ferie og skænker ikke sygeplejerskernes løn og strejken i sundhedsvæsnet mange tanker, medmindre de selv er direkte berørt. Imens vil sygeplejerskerne mærke et stigende pres i takt med at de må afbestille deres private sommerplaner, fordi det ikke er tilladt at starte ferie under en strejke.

Risikerer konflikten at gå over i historiebøgerne som sygeplejerskernes ensomme sommerferiestrejke?

Og her til sidst er der selvfølgelig også den barske realitet i et strejkespil, hvor intet kan udelukkes. Der kommer hverken en aftale eller lovindgreb. Den ret lille strejke bliver hen over sommeren ikke bare glemt af befolkningen, men også af politikerne. Til sidst giver sygeplejerskerne op og må finde en måde at afblæse strejken på ved egen kraft.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk