Casper Schrøder: Trump og Thunberg vil dominere i Davos

Klima og handelskrige kan blive de største emner ved World Economic Forum i Schweiz.

TOPSHOT - Swedish climate activist Greta Thunberg attends a session at the Congres center during the World Economic Forum (WEF) annual meeting in Davos, on January 21, 2020. (Photo by Fabrice COFFRINI / AFP) (Foto: FAbrice Coffrini © Scanpix)

Donald Trump kommer. Greta Thunberg kommer.

Det er nok til at vide, hvem der bliver hovedpersonerne ved dette års World Economic Forum i Davos i Schweiz.

På mødet sætter knap 3.000 globale ledere i form af magtfulde politikere, tunge erhvervsfolk og markante meningsdannere hinanden stævne for at drøfte verdens udfordringer.

Den tyske kansler Angela Merkel, EU-kommissionens formand Ursula van Der Leyen, FN’s generalsekretær, Antonio Guttieres og de hundredvis af topdirektører og pengemænd vil alle spille biroller i forhold til den amerikanske præsident og den svenske klimaaktivist.

Trump og Thunberg skal begge tale på det globale magtmødes første dag, og de vil få alle til at diskutere klima og USA’s forhold til resten af verden, ikke mindst når det gælder handel.

Ledere peger selv på klima

Det er ikke kun den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, men også de globale ledere selv, der har udset klimaet til at være et af dette års vigtigste punkter på dagsordenen.

I den tilbagevendende Global Risk Report udpeges klimarelaterede problemer, som de mest overhængende farer i verden lige nu.

Rapporten udgives hvert år op til mødet og bygger på en omfattende rundspørge blandt mødedeltagerne.

Går man få år tilbage var det traditionelle politiske og økonomiske udfordringer, der optog listen over de største globale risici: Er der en økonomisk boble i Kina? Vokser statsgælden for meget? Hvad betyder spændingerne i Mellemøsten?

I dette års rapport optager klimaspørgsmål alle fem toppladser på listen over risici: Ekstremt vejr, manglende klimahandling, udryddelse af dyr og planter og menneskeskabte naturkatastrofer.

Thunberg er i Davos for at gøre ledernes ord til handling og lægge pres indefra.

Klimaaktivister på vej mod Davos for at protestere.

Ikke Thunbergs første Davos

Det er ikke Greta Thunbergs første besøg i Davos. Det var ved samme møde sidste år, at Greta Thunberg for alvor trådte i karakter som global klimaaktivist.

Her holdt hun en nu berømt tale, der begyndte med:

"Vores hus står i flammer. Jeg er her for at sige, at vores hus står i flammer."

Det var her, hun fralagde sig rollen som forsagt skolepige og trådte ind i karakteren som brændende klimakæmper.

Greta Thunberg holder i dag årets første hovedtale ved World Economic Forum i alpebyen Davos. (Foto: FAbrice Coffrini © Scanpix)

"Jeg vil ikke have jeres håb. I skal ikke være håbefulde. I skal gå i panik. I skal mærke den samme frygt, som jeg føler hver dag. Og så skal I handle."

Et imageskifte, der for alvor fik verden til at holde øje med hende og hendes sag.

Som en klar markering fra arrangørernes side er Greta Thunberg den første hovedtaler ved dette års World Economic Forum.

Privatfly på række

Besøger man lufthavnene nær Davos, finder man private jetfly på rad og række, og luften over alpebyen summer af transferhelikoptere, der bringer deltagerne nemt og bekvemt det sidste stykke vej.

Det skriger naturligvis til himlen, at den globale elite diskuterer klimaudfordringen med dybe panderynker, mens de ubekymret brænder tonsvis af CO2 af.

Det er arrangørerne godt klar over. I år har de opfordret deltagerne til at benytte tog som transportform og tilbyder at betale halvdelen af billetten.

I erkendelse af, at en rabat på et par tusinde kroner nok ikke ændrer meget ved adfærden hos nogle af verdens rigeste mennesker, så erklærer World Economic Forum også at ville klimakompensere fuldt ud for al flytransport til og fra årets møde.

Imens kan man i Davos’ gader ikke finde mange spor af flyskam.

Som en topdirektør sagde til mig ved sidste års møde, så har han hvert år hundredvis af rejsedage med fly, fordi hans job kræver møder i hele verden. Når han flyver til Davos hvert år, hvor han kan afholde stribevis af møder med folk fra alle hjørner af kloden fra tidlig morgen til sen aften, så er det noget af det mest CO2-effektive, han foretager sig.

Trump er tilbage

Davosmødets anden hovedperson er Greta Thunbergs totale modsætning, den amerikanske præsident Donald Trump.

Mere end 3.000 medlemmer af den økonomiske og politiske elite kommer til at tale klima fra tirsdag i Davos. Donald Trump er et af topnavnene. (Foto: FAbrice Coffrini © Scanpix)

Hvor end Donald Trump kommer, er uforudsigelighed altid en fast følgesvend i den præsidentielle kortege, og det kan være en risikabel øvelse at gætte på, hvilket budskab han vil sende til verden på mødet i Davos.

I 2018 brugte Trump mødet til at slå sin 'America first'-tankegang fast overfor den globale elite: USA vil gerne være jeres ven – men den amerikanske gevinst ved forholdet skal stå lysende klart, ellers kan I godt glemme det.

I 2019 udløste en bitter politisk strid i forhandlingerne om finansloven, der betød mange offentlige myndigheder og institutioner i USA måtte holde lukket, en aflysning af Donald Trumps Davos-deltagelse.

I år er der nok at tale om for Trump, der kæmper på mange fronter.

På hjemmefronten med en rigsretssag, der begynder tirsdag. På sikkerhedsfronten med et højspændt forhold til Iran. Og på den økonomiske front er der de seneste års handelskonflikter til flere sider.

Er Europa Trumps nye Kina?

For mange af mødets deltagere er den økonomiske front den vigtigste.

Donald Trump har udkæmpet en hård handelskrig med Kina gennem flere år.

Efter flere chokmeldinger og alvorlige tilbageslag i forhandlingerne mellem de to lande, underskrev man sidste uge en indledende handelsaftale, der skal lægge rammerne for de to landes fremtidige handelsforhold.

USA og Kina er to af de vigtigste tandhjul i verdensøkonomien, og når den del af maskinen ikke kører som smurt – eller truer med helt at brænde sammen – så påvirker det alle de andre tandhjul. Den økonomiske maskine hoster derudaf i stedet for at holde god fart og ligge sikkert på vejen.

Men at USA nu tilsyneladende har sluttet fred med Kina, betyder ikke, at handelsvåbnene er lagt på depot.

Donald Trump har sideløbende med den kinesiske konflikt luftet utilfredshed med handelsforholdet til EU.

Flere iagttagere peger nu på, at den foreløbige nedtrapning i forhold til Kina, kan indvarsle en optrapning over for Europa.

Davos bliver afgørende

Donald Trump har allerede hævet tolden på stål og aluminium for at beskytte amerikanske virksomheder i sektoren, og det har ramt den europæiske stålindustri. EU har svaret igen med straftold på ærkeamerikanske varer som Harley Davidson-motorcykler og bourbon-whisky.

Samtidig beskylder EU og USA hinanden for at give uretmæssig stor statsstøtte til flyfabrikkerne Airbus og Boeing.

Som den mest aktuelle kontrovers er der også Frankrigs nye beskatning af store teknologi-virksomheders omsætning, som rammer Google, Amazon og Facebook, og har mødt store protester fra USA, der allerede har truet med gengældelsestold på klassiske franske eksportartikler som champagne, ost, kosmetik og designertasker.

Striden rækker dog langt videre end Frankrig og handler reelt om USA’s handelsforhold til hele Europa. EU har allerede gjort det klart, at straffes Frankrig for den nye skat, så vil man støtte landet.

Noget tyder dog på, at Trump lader handelsvåbene køle af lidt endnu og ikke vil bruge Davos til at fyre alt for store varselsskud af i den klare alpeluft.

Sent mandag udgik der et forsonende tweet fra den franske præsident Emmanuel Macron om, at han havde haft "en god diskussion" med Trump, mens diplomater i korridorerne, ifølge internationale medier, talte om en "våbenhvile", der giver forhandlingerne året ud til at falde på plads. Den foreløbige deadline lå ellers under netop Davos-mødet.

Forventningen er, at Donald Trump holder tale tirsdag ved World Economic Forum i Davos.