Cigaretsalget styrtdykker til laveste niveau siden 1961

Efter et par års stilstand er antallet af solgte cigaretter sidste år faldet til et historisk lavt niveau.

Ikke side 1961 er der solgt så få cigaretter som sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik. (Arkivfoto) (Foto: Kristian Djurhuus © Ritzau Scanpix)

I 2018 blev der solgt næsten en milliard cigaretter færre end året før i Danmark ifølge tal fra Danmarks Statistik. Der er ikke blevet solgt så få cigaretter siden 1961.

I alt blev der i Danmark købt 5,12 milliarder cigaretter. Det svarer til, at hver indbygger over 18 år har købt 1113 cigaretter.

Salget af cigaretter faldt nogenlunde stabilt fra midten af 2000'erne til 2013. Siden da har salget stagneret og endda steget en lille smule.

I 2018 er der dog sket et mærkbart fald på 16 procent.

Til gengæld er tørsten efter alkohol vokset. I 2018 steg salget af øl og vin med over en kvart million liter målt i ren alkohol.

/ritzau/

Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at salget af øl og vin var steget med en kvart milliard liter, men det korrekte tal er en kvart million.

Facebook
Twitter