Citronmåne-aktion er god reklame

DF har i dag fået 200 citronmåner, fordi partiet beskyldt indvandrere for, at der ikke længere er gratis kager på sygehuse. Kagefirma er begejstret.

"Send en citronmåne til Dansk Folkeparti", sådan har opfordringen lydt på Facebook i løbet af de sidste dage. Og det har virket - partiet har i dag modtaget over 200 af de gule kager.

Dan Cake er begejstret for den eksponering, som citronmånen har fået i forbindelse med en politisk aktion mod Dansk Folkeparti. Månen er nu kommet op på den plads, hvor den høre hjemme, lyder det fra salgsdirektøren.

Citronmåne er brandet

Aktionen glæder salgsdirektør hos Dan Cake Harald Kjærgaard, der mener, at handlingen, som er blevet omtalt i diverse landsdækkende medier, er med til at brande citronmånen, skriver erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarers publikation FoodCulture.dk

- Vi synes, det er morsomt. Derudover gavner det os, fordi kendskabsgraden til kagen bliver øget. Så er det er en ekstrem god reklame for citronmånen. Men jeg vil gerne slå fast, at det altså ikke er noget Dan Cake står bag, siger Harald Kjærgaard og fortsætter;

- Så snedige har vi ikke været.

Beskyldte indvandrere for kage-grovspiseri

Aktion er i stedet opstået i kølvandet på en historie fra sidste uge, hvor Dansk Folkepartis medlemsblad ifølge nyhedsbureauet Newspaq skrev, at store indvandrerfamiliers appetit hos lægen og på sygehusene er årsag til, at der ikke som i gamle dage bl.a. er gratis kage i landets venteværelser og til pårørende på sygebesøg.

Hvorfor det lige netop er citronmånen, der er valgt som politisk statement har Dan Cakes salgsdirektør et klart bud på.

- Citronmånen er en folkelig kage, som de fleste kender, og efter 43 år på danskernes kaffeborde har den opnået en form for kultstatus. Og så er det ikke hvilken som helst kage, den er et nationalsymbol med en stærk gennemslagskraft. Jeg er derfor glad for, at månen nu er kommet op på den plads, hvor den høre hjemme. Det tager vi imod med kyshånd, siger Harald Kjærgaard til FoodCulture.dk

Der findes en del tilsætningsstoffer i citronmånerne. Blandt andet viste en test i aftenshowet, at citronmåner kan holde sig påfaldende lang tid - uden at mugne.

Facebook
Twitter