Coloplast vil lukke sin fabrik i Thisted

Coloplasts fabrik i Thisted bliver lukket senest i 2020, så 167 medarbejdere mister deres job.

Coloplasts fabrik i Thisted har titel af Innovationsfabrik, men inden for få år bliver den lukket. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

167 medarbejdere på Coloplasts fabrik i Thisted står til at miste deres arbejde.

Selskabet meddeler i forbindelse med offentliggørelsen af sit kvartalsårsregnskab, at man planlægger at lukke fabrikken inden udgangen af regnskabsåret 2019/20.

Dermed går fabrikken skridtet videre i forhold til den seneste fyringsrunde i september 2015, hvor man reducerede antallet af stillinger i Thisted fra 240 til 150.

Fabrikslukningen er et led i en ny driftsplan, der blandt andet indebærer en opgradering af fabrikker i Ungarn og Mellemamerika.

Samtidig droppes planerne om en ny fabrik i Slovakiet.

/ritzau/

Facebook
Twitter