Coop åben for MobilePay-samarbejde

Hvis bankerne finder fælles fodslag om en mobilbetalingsløsning, baseret på MobilePay, er Coop åben for at lukke dem ind i varmen på sigt. Det kan sætte Nets under pres.

Finder MobilePay-samarbejdet vej uden om Dankortet, kan Coop være klar til at springe på. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Selv om danskerne fortsat fortrinsvis betaler med Dankort eller kontanter i butikkerne, udspiller der sig i disse dage en blodig kamp om fremtidens mobilbetalingsløsninger.

Forleden meddelte Nordea, at banken nu slår pjalterne sammen med Dansk Bank om MobilePay - og Danske Bank meddelte samtidig, at MobilePay nu bliver en åben fest, hvor andre banker er inviteret.

Samtidig forlod både Nordea og senere Jyske Bank det fælles smertensbarn, Swipp, der trods et utal af banker i ryggen, fortsat ikke just er blevet en landeplage.

Coop åben for MobilePay

Nu melder Coop så klar til at smide lidt yderligere kødlunser i det forvejen blodige, hajfyldte farvand.

Coop havde ellers valgt side og valgt en helt tredje løsning - det mobile Dankort, der ventes klar ganske snart. Det mobile Dankort er en app, udviklet af Nets, der dybest blot er en smartphone-udgave af Dankortet, der sætter brugerne i stand til betale med mobilen ved kassen i supermarkedet.

Til gengæld har Coop, der står bag Brugsen, Irma, Fakta og Kvicklys mange butikker, indtil videre vendt MobilePay ryggen. Men det kan forandre sig nu, hvis bankerne går sammen om en fælles løsning, der kan virke uden om Nets.

Det fortæller Coops IT-chef, Kræn Østergård Nielsen i P1 Business.

Sparer et gebyr

Sagen er, at der er omkostninger ved at benytte Nets som mellemmand, når kunderne betaler med Dankort, Men i sin nye medlemsapp, der også fungerer som betalingsløsning, har Coop gjort klar til at flere betalingsløsninger kan lægges ind.

Her venter Kræn Østergård Nielsen, at et bredt samarbejde om MobilePay kan betyde, at bankerne finder vej uden om betalingskortet, og i stedet indfører betaling direkte fra kundens konto til butikkens.

Det er ellers sådan at Swipp virker, men Swipp har aldrig fanget an.

- Vi tror mere og mere på, at betalinger bare bliver en infrastruktur. Men lige hvordan pengene kommer fra min konto til detailhandlens konto, bliver mindre vigtig, siger han.

Går mod nul

Et samarbejde om en fælles løsning mellem bankerne, uden om Nets, vil ændre situationen væsentligt.

- Det ændrer konkurrencesituationen på den måde, at bankerne kan gå konto-til-konto, og dermed ikke behøver at have Nets i ligningen, når folk bruger MobilePay. Det er en styrkelse i den effektivitet, der er i infrastrukturen bag MobilePay. Alt andet lige er sandsynligheden for at MobilePay kommer med i vores wallet (digitale pung, red) steget ved at Nordea er kommet med ombord, siger han.

Kræn Østergaard Nielsen siger dog samtidig, at Coop fortsat betragter det mobile Dankort som den løsning, der vil få danskerne til at benytte mobilbetalinger i stor skala.

- Det afgørende er brugeroplevelsen. Men der bliver en forhandling omkring omkostningerne på sigt. Vi ser, at betalinger går kraftigt nedad i fremtiden. Der er ingen tvivl om, at betalingspriserne kommer under pres på sigt, siger han.

Nets blev for nyligt børsnoteret til en kurs på 150 kroner per aktie. Dengang blev det fremhævet, at Nets-aktien var risikabel på grund af de forandringer, der netop nu sker i markedet. Aktien er siden faldet voldsomt, og ligger nu i 128 kroner.

I P1 Business kl. 13:30 vil Nets-direktør Bo Nilsson svare på udfordringen fra bankernes øgede samarbejde.