Coop-ansatte har meget lange fingre

Ansatte i Coop-supermarkederne har svært ved at holde deres fingre for sig selv. Endnu engang må koncernen konstatere en stigning i antallet af tyveri-sager.

Nogle COOP-ansatte stjæler, hvad de kan komme i nærheden. Det er både fars og flaskeboner. (© DR)

Medarbejderne i Coop-supermarkederne har åbenbart nemmere ved at skelne fars fra ferskner end at skelne mit fra dit.

Koncernen har i løbet af de sidste tre år konstateret en betydelig stigning i antallet sager, hvor medarbejderne bliver tager i tyveri eller bedrageri.

Moralsk skred

- Det hænger sammen med, at vi har fået bedre værktøj til at registrere uregelmæssigheder. Men desværre ser vi også et moralsk skred primært blandt de unge medarbejdere, siger Coops revisionschef Ole Nielsen.

De hyppigste sager handler om misbrug af returboner, flaskeboner og de såkaldte vennesalg, hvor medarbejdere ikke slår varer ind, når bekendte og venner dukker op ved kassen. Dernæst drejer det sig om direkte tyveri af penge. På tredjepladsen kommer tyveri af butikkernes varer.

Coop, der blandt andet driver Irma, Fakta, Kvickly og SuperBrugsen, ønsker ikke at oplyse præcist hvor mange sager, det drejer sig om på årsbasis, eller hvor stor stigningen er. Men Ole Nielsen vurderer, at medarbejderne svindler og stjæler fra deres arbejdsplads for over en million kroner om året.

Hænger sammen med høj beskæftigelse

Ole Nielsen påpeger, at udviklingen kan hænge sammen med et arbejdsmarked, der har historisk lav arbejdsløshed.

- Når der ikke er så mange hænder, er der en risiko for, at der kommer nogle ind i organisationen, som ellers ikke ville være kommet ind. Der er stor udskiftning og mange unge, og det kan være en af de medvirkende årsager, siger Ole Nielsen.

Detektiver holder øje

For at sætte en stopper for udviklingen har Coop installeret synlig overvågning ved kasserne. Samtidig laver den interne revisionsafdeling analyser af boner og regnskaber for at finde uregelmæssigheder. Falder der mistanke på en medarbejder eller en medarbejdergruppe, sender Coop en detektiv ud til butikken, der skal holde øje med medarbejderne.

Medarbejdere, der bliver taget i at stjæle, bliver bortvist fra arbejdspladsen på stedet. Det er dog kun i yderst grove og sjældne tilfælde, at det fører til en direkte politianmeldelse.

Facebook
Twitter