Coop lukker butikker og satser på fast food

Coop har lukket 27 Fakta-butikker i et hårdt 2016 med kraftigt fald i overskuddet.

Discountkrigen har sendt pris og kvalitet samme vej: ned. Det er særligt discountkæden Fakta, som har været dyr for Coop. I 2016 lukkede koncernen 27 Fakta-butikker efter tab. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

Coop har mere end halveret indtjeningen efter et skuffende 2016.

Omsætningen er faldet ovenpå lukning af butikker og et tab af omsætning til restauranter.

- Jeg bliver nok ugens taber i denne uge, og den titel er jeg klar til at tage på mig. Resultatet i 2016 er skuffende isoleret set. Vores vision om at forny Coop og forandre dansk madkultur er intakt. Men vi ser nu, at vi må gå ad flere veje, end vi forventede for tre år siden, siger Peter Høgsted, administrerende direktør i Coop til Finans.dk.

Det er særligt danskernes lyst til hurtige fast food-løsninger, der presser dagligvarekæden. Ifølge Coop er danskernes brug af færdige måltidsløsninger restauranter øget med 50 procent på fem år.

- Der er en tendens, vi har undervurderet: Danskerne bruger markant flere penge på restauranter, take-away og catering. Det har i 2016 nulstillet væksten på det traditionelle dagligvaremarked. Hjemmelavet mad viger ganske enkelt for tilberedt mad i takt med, at danskerne er mere pressede på tid end på penge, siger Peter Høgsted til Finans.dk.

Derfor vil Coop gøre yderligere plads til måltidsløsninger i butikkerne. Kundernes kan blandt andet se frem til flere færdige retter fra Meyers, Cofoco og Hanegal, lige som butikkerne med egne slagterafdelinger i Kvickly, SuperBugsen og Irma vil udvide med måltidsløsninger, skriver Finans.

Facebook
Twitter