Vatpinde tjener et udmærket formål til at løfte folks hygiejne i øregangene.
Men i naturen er de rene syndere. Derfor tager Coop nu konsekvensen og stopper alt salg af vatpinde af plastik.
- Der er desværre en del forbrugere, som ikke er klar over, at hvis de smider vatpinde ud i toilettet, så kommer det ud i rensningsanlægget og laver ballade derude, siger ansvarlighedsdirektør i Coop, Signe Frese.
- De kan også komme også ud i vores vandløb og forurene naturen. Det er ikke så godt, når der er plastik i. Men vatpinde med pap er meget bedre, fordi så bliver de opløst, fortsætter hun.
Fra i dag bliver det udelukkende muligt at finde vatpinde af bæredygtigt pap i Coops butikskæder, som blandt andre tæller Superbrugsen, Kvickly og Fakta.
Coop solgte sidste år 137,5 millioner vatpinde fordel på seks varianter. Det antal bliver nu konverteret fra plast til pap, oplyser Coop.
EU-regler på vej
Mandag ventes EU-Kommissionen at offentliggøre et forslag, der skal forbyde plastik i engangsbestik og vatpinde.
Men nye regler er ikke udelukkende grunden til, at Coop nu udelukker plastikvatpinde, lyder det fra Coop:
- Der er noget politisk lovgivning på vej. Det er rigtigt. Men det har også noget at gøre med, at hvis vi kan gøre en forskel, så skal vi også gøre en forskel. Vi sidder med en del af løsningen på nogle af de miljøproblemer, der er derude, siger Signe Frese.
Coop offentliggør en emballageplan mandag.
Coop
- •
Coop Danmark A/S er er en detailhandelsvirksomhed med en markedsandel på 38 %. Coop Danmark har sammen med de selvstændige brugsforeninger en årlig omsætning på cirka 45 milliarder kroner og 40.000 medarbejdere (2014).
- •
Butikskæder:
- •
Kvickly
- •
SuperBrugsen
- •
Dagli'Brugsen
- •
Irma
- •
Irma City
- •
Fakta
- •
Fakta Q – er en Fakta-butik med et begrænset varesortiment
- •
Coop.dk – Coop Danmarks e-handelsbutik eller online supermarked, hvor man kan bestille varer man enten kan få sendt hjem eller afhente i en Kvickly, SuperBrugsen eller Dagli'Brugsen
- •
Kilde: Wikipedia.