Corona-krisen kradser: Rejseselskabet TUI skærer 8.000 stillinger

Rejseselskabet TUI varsler stor global sparerunde grundet coronakrise: Nedlægger 8.000 stillinger.

TUI's flyflåde har holdt stille på grund af coronakrisen. (Foto: © Oli Scarff, Scanpix)

Rejseselskabet TUI varsler stor sparerunde på grund af coronakrisen.

Den ventes at ramme 8.000 stillinger globalt, der enten bliver nedlagt eller ikke besat. Det oplyser selskabet i en meddelelse.

TUI havde ved udgangen af marts 53.500 ansatte, heraf 1.600 i Norden.

TUI ønsker ikke at oplyse, hvor mange danske eller nordiske medarbejdere der bliver berørt, men understreger over for DR Nyheder, at det er stillinger på alle markeder, der bliver berørt af sparerunden.

- TUI skal komme ud af krisen stærkere. Men det vil blive et andet TUI og et andet marked end før pandemien, siger administrerende direktør Fritz Joussen.

- Det kræver besparelser i investeringer, udgifter, vores størrelse og tilstedeværelse rundt i verden, siger han i en kommentar til regnskabet.

Meldingen kommer onsdag i forbindelse med selskabets regnskab for andet kvartal, der viser et stort underskud.

5,5 milliarder i underskud

Selskabet kommer ud af kvartalet, der tæller perioden januar til marts, med et minus 5,5 milliarder kroner.

Det er en forværring fra samme periode sidste år, hvor TUI fik et minus på 1,3 milliarder kroner.

Med til historien hører, at de første tre måneder af året ofte er en vanskelig periode at tjene i for rejseselskaber, der henter det meste indtjening om sommeren.

TUI er blandt Danmarks største rejseselskaber og har tidligere haft Star Tour i folden, men siden 2015 har det heddet TUI.

Kun 35 procent af sommerrejserne er solgt

35 procent af rejserne til sommerperioden er solgt, hvilket skal sammenlignes med 59 procent i samme periode sidste år.

Udsigterne for rejsebranchen er fortsat så usikre, at TUI ikke vil komme med en prognose for sine resultater i 2020.

TUI har på grund af coronakrisen fået et lån på 13,4 milliarder kroner af den tyske stat.

Samlet har TUI 15,7 milliarder kroner i likviditet, som rejseselskabet vil kunne trække på.

/ritzau/